Politi og brandvæsen i nyt samarbejde ved alvorlige situationer

Foto: Midt- og Vestsjællands Politi

Midt- og Vestsjællands Politi og Roskilde Brandvæsen har indledt et samarbejde, som kan komme til at gøre en stor forskel ved fremtidige redningsindsatser i alvorlige situationer. Konceptet kaldes SIKS, som står for Særlig Indsats i Kritiske Situationer. Fremover kan en særlig enhed af brandfolk gå ind sammen med politiet på et potentielt farligt gerningssted.

Hovedstadens Beredskab har allerede indført SIKS-konceptet, der blandt andet blev brugt i forbindelse med skyderiet i shoppingcentret Field’s forrige sommer. Nu er aftalen også faldet på plads i Roskilde.

Indsatsen består af politipatruljer og en særlig enhed af brandfolk, der er uddannet og udrustet, så de kan gå ind sammen med politiet på et potentielt farligt gerningssted og yde den afgørende og livreddende førstehjælp.

Hurtig redning i de værst tænkelige situationer

“Det handler om at være så godt forberedt som muligt – også til situationer, som vi håber aldrig kommer til at ske. I det nye samarbejde med Roskilde Brandvæsen kan redningen i den værst tænkelige situation komme hurtigere frem og hjælpe så mange som muligt, allerede inden gerningsmanden er anholdt”, siger Paw Kaltoft, der er politiinspektør hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Konceptet blev trænet tirsdag aften ved en stor øvelse på Vindinge Skole. Øvelsens scenarie var et angreb mod skolen med flere døde og sårede. Redningsfolkene fik hjælp af en gruppe figuranter, som spillede både døde, sårede og gerningsmænd, der blev anholdt.

”Ved øvelserne fik vi afprøvet konceptet og set, hvor stor forskel det vil kunne gøre. Det vil uden tvivl vil være medvirkede til, at der kan ske hurtigere evakuering af de tilskadekomne, der dermed også hurtigere kan komme under den rette behandling”, siger Morten Holm, der var indsatsleder og ansvarlig for øvelsen.

“Det er vigtigt, at vi får trænet konceptet sammen, og her kan man vi virkelig se, hvor stor forskel det vil kunne gøre, hvis der opstår en alvorlig situation. Jo hurtigere, vi kan få hjælpen frem, jo større gavn kan vi gøre”, siger Lars Robetje, der er beredskabsdirektør i Roskilde Brandvæsen.

Annonce