Starter pilottest af SINE Services

Arkivfoto

Til efteråret iværksætter Rigspolitiets Center for Beredskabskommunikation i samarbejde med beredskaberne pilotprojektet SINE Services, der skal indgå i overvejelserne om at indføre en landsdækkende løsning. Beslutningen om at iværksætte SINE Services bygger på en interessentanalyse foretaget i 2012, hvor alle beredskabssektorer var inddraget. Analysen viste tydeligt et behov for SINE-tjenester til understøttelse af informationsudveksling mellem og på tværs af de forskellige operative niveauer i beredskaberne.

Formålet med pilotprojektet er bl.a. at teste to forskellige mulige løsninger. Projektet skal resultere i udvikling af et fælles operativt overblik, der giver alle aktører mulighed for at se samme situationsbillede af en given situation på lokalt, regionalt eller nationalt plan. Målet er at effektivisere kommunikation, koordination og beredskabernes samarbejde og indsats.

”Beredskaberne har længe efterspurgt en løsning, der giver dem et operativt overblik over et skadested i kaosfasen. Vi skal udvikle en løsning, der bidrager til hurtig og præcis kommunikation og øger sikkerheden for både beredskabsfolk og borgere”, siger Peter Carpentier, der er sekretariatschef i Center for Beredskabskommunikation.

For at sikre, at projektet lever op til beredskabernes behov, bliver der nedsat en operativ arbejdsgruppe med personale på taktisk og operativt niveau fra politiet, det kommunale redningsberedskab, det præhospitale beredskab, forsvaret og Beredskabsstyrelsen. Arbejdsgruppen skal kvalificere den operative ramme for SINE Services og bidrage til læring og erfaringsindhentning i forbindelse med foranalysen.

”Vi ved af erfaring med udrulningen af det fælles radionet SINE, at det er en krævende opgave at implementere en tværgående løsning i beredskaberne. Derfor vil vi have fokus på dialog med en bred vifte af beredskabsaktører undervejs i hele forløbet”, forklarer Peter Carpentier.

Løsningen bliver pilottestet af beredskaber i et par af landets politikredse i vinteren 2013/14, og herefter bliver der truffet beslutning om justeringer og eventuel fuld udrulning af projektet.

Annonce