Personale i ungdomsbrandkorps skal nu have børneattest

Flere og flere beredskaber etablerer ungdomsbrandkorps, og fra månedsskiftet er reglerne blevet ændret, således at beredskaberne nu skal indhente en såkaldt børneattest, når der ansættes instruktører og øvrige medarbejdere i ungdomsbrandkorpsene. En børneattest er en straffeattest, som indeholder oplysninger om visse seksualforbrydelser begået mod børn under 15 år.

Ifølge en ny bekendtgørelse skal beredskaber, kommuner, virksomheder og foreninger fremover indhente en børneattest, når de ansætter eller beskæftiger personer, der som led i udførelsen af deres opgaver skal have direkte kontakt med børn under 15 år. Kravet gælder dog kun i forhold til ungdomsbrandkorps – og kun, hvis ungdomsbrandkorpset får tilskud fra staten.

Målgruppen for de nye regler er ledere, instruktører og formidlere, herunder frivillige og personer i praktik. Reglerne omfatter både beredskaberne selv og eventuelle virksomheder eller organisationer, der har en samarbejdsaftale om opgaver i forbindelse med ungdomsbrandkorpsene.

Det skal kun indhentes børneattest, hvis medarbejderne er fast tilknyttet et ungdomsbrandkorps. Det indebærer, at der ikke er krav om børneattest, hvis en medarbejder kun har en enkeltstående eller kortvarig tilknytning til et ungdomsbrandkorps. Det fremgår dog også af reglerne, at der under alle omstændigheder skal indhentes en børneattest ”senest tre uger efter det tidspunkt, hvor en person som led i ansættelsen eller beskæftigelsen i mere end tre måneder og inden for dette tidsrum i mindst tre tilfælde eller i en sammenhængende periode af mere end en uges varighed har haft direkte kontakt med børn under 15 år, forudsat at personen fortsat skal være tilknyttet myndigheden, virksomheden, foreningen mv.”

Overtrædelse af de nye regler kan straffes med bøde.

Annonce