Da regionerne skulle fordele regeringens vinterpakke, så fik næsten alle fra ambulanceberedskabet i Region Syddanmark en fastholdelsesbonus på 12.000 kr. Men i Region Sjælland var der ingen bonus til regionens paramedicinere. Forklaringen fra regionen var, at paramedicinerne ikke anses for at være frontpersonale.
Vinterpakken skulle fordeles af regionerne efter forhandlinger med de faglige organisationer. I Region Sjælland resulterede det i en kontant coronabonus til sygeplejersker, sygehjælpere og social- og sundhedsassistenter. Men ikke til paramedicinerne.
Det skriver Fagbladet FOA.
Selv om Region Sjællands paramedicinere havde haft ”virkelig, virkelig travlt” med podning af de ældre på plejehjem, vurdering af COVID-patienter, transport af smittede og op til 18 timer lange vagter, så blev deres ønske om bonus ikke imødekommet.
”Vi blev ikke anset som frontpersonale, lød beskeden fra regionen. Vi kunne forsøge os med at rejse et krav om et coronatillæg til de kommende lokallønsforhandlinger, fik vi at vide. Vi føler os i den grad forbigået og overset. I hele sundhedsvæsenet og i øvrigt også i andre regioner har man jo formået at forhandle tillæg og vinterpakke hjem til paramedicinerne. Mine kolleger ryster på hovedet. De forstår det ikke. Men der er jo nogen, som har truffet et valg”, siger paramediciner Morten Kelsen til Fagbladet FOA – og fortsætter:
”Da vi skulle vaccineres, blev vi kategoriseret som frontpersonale. Vi blev benyttet til de allermest syge COVID-19 patienter. Men da der kom økonomisk anerkendelse på bordet, gjaldt det åbenbart ikke længere”.
I Region Syddanmark fik 96,6 pct. af ambulanceberedskabet til sammenligning en fastholdelsesbonus på 12.000 kr.
Fik mulighed for bonus på testcentre – efter testcentrenes lukning
I april i år blev paramedicinerne i Region Sjælland så del af den aftale, der gælder for social- og sundhedspersonale, som er ansat i et testcenter. Paramedicinerne kan således nu ligesom sosu’erne få 30.000 kr. i årlig bonus, hvis de bliver ansat som poder i et testcenter.
”Men COVID-19 findes jo nærmest ikke mere. Jeg er helt målløs. Hvor mange testcentre er der tilbage? De lukker jo lige om lidt. Jeg har aldrig før kigget så mærkeligt på en aftale før. Gør de grin med os?”, siger Morten Kelsen.
Morten Kelsen har også svært ved at se, hvordan den manglende økonomiske anerkendelse skal hjælpe på de rekrutteringsudfordringer, som ligger i den fremtidige hjemtagning af lægevagten i oktober 2022 og ambulancetjenesten i 2024.
”Både Region Sjælland og FOA har et stor behov for at opdage, at der er ambulancemandskab, som yder et stort stykke arbejde i sundhedsvæsenet og på hele det præhospitale område. Ligesom med alt andet sundhedspersonale skal vi selvfølgelig honoreres for vores indsats”, siger Morten Kelsen til Fagbladet FOA.
Regionsrådsformand: Ikke udtryk for manglende anerkendelse
Regionsrådsformanden for Region Sjælland, Heino Knudsen (S), understreger, at han anerkender alle regionens ansatte for deres indsats og for, at de samlet set lykkedes med at løse de meget store udfordringer.
”Det gælder også vores paramedicinere, der har vist vilje til at bidrage med løsninger på de mange udfordringer”, siger Heino Knudsen.
I forhold til vinterpakken forklarer Heino Knudsen, at regionen ud fra størrelsen af pakken har været nødt til at prioritere, hvilke grupper der kunne blive omfattet.
”Der er en gruppe af regionens medarbejdere, der ikke bliver omfattet af vinterpakken. Jeg forstår frustrationen i den forbindelse, men jeg skal understrege, at det ikke er udtryk for manglende anerkendelse af indsatsen, men alene udtryk for prioritering af den økonomi, som vinterpakken giver”, siger han.