Overvejer at trække opsigelser tilbage trods beslutning om udbud

Brandslukningen i Holstebro Kommune skal sendes i udbud, selvom 24 deltids­brandfolk har sagt op i protest. Det besluttede et flertal i Holstebro Byråd på et møde i aftes, og derfor mødes deltidsbrandfolkene i eftermid­dag for at diskutere, om opsigelserne står ved magt. Holstebro Kommune har taget skridt til en faglig sag mod brandfolkene, fordi en fælles opsigelse er i strid med overenskomsten. LFDB truer til gengæld med et sagsanlæg mod kommunen, fordi kommunen efter landsklubbens mening ikke har overholdt informationspligten.

Om kommunens beslutning om at sende brandslukningen i udbud siger brandfolkenes tllidsmand, Mogens Eliasen, til Ritzau: “Jeg er ked af, at de er nået frem til beslutningen, når vi nu er de billig­ste. Men jeg er glad for, at der var en åben debat, så vi nu får et fair ud­bud. Nu skal vi mødes for at finde ud af, hvad vi gør, og om det er nok, at kommunen nu er opmærksomme på vores bekymring”.

Brandfolkene kalder det et spild af penge at lave et udbud, fordi de mener, at de er landets billigste. Og passer det, så har de intet at frygte, lover borgmesteren i Holstebro, Arne Lægaard (V). “Vi har en forpligtelse til at sikre, at vore driftsopgaver løses bedst muligt og billigst muligt for borgerne. Derfor er det naturligt, at bl.a. beredskabet udbydes, så både kvalitet og pris afprøves. Det er også naturligt, at vi får en fælles løsning i den nye kommune, hvor opgaven i dag løses forskelligt”, siger Arne Lægaard til Ritzau. For at sikre fair og lige vilkår i udbuddet afsætter kommunen 200.000 kr. til de kommunale beredskaber. Pengene kan de bruge til ekspertbistand, når de skal byde på opgaven, oplyser Lægaard.

Kommunernes Landsforening overrækker onsdag deltidsbrandfolkenes fagforening, Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk (LFDB), en besked om, at opsigelserne skal trækkes tilbage, fordi de er overenskomststridige. Formanden for LFDB truer imidlertid med et sagsanlæg mod kommunen. “Kommunen har efter vores opfattelse ikke overholdt sin informationspligt i forbindelse med udbuddet og ikke givet besked i ordentlig tid. Derfor vil vi overveje et sagsanlæg”, siger Karsten Andersen til Ritzau.

I Holstebro Kommune tager beredskabschef Steen Faurby et eventuelt sagsanlæg med ro. “Vi føler faktisk, vi har gjort rigtig meget for at informere allerede for halvandet år siden. Derfor tager vi det med sindsro”, siger han.

Annonce