Overtræder beredskabsloven: Strid stopper udrykninger fra nærmeste brandstation

Google Maps
Brandstationen i Ruds Vedby.

Siden månedsskiftet er beredskabslovens bestemmelser om, at nærmeste slukningskøretøj skal rykke ud ved alarmer, ikke blevet overholdt i dele af det slukningsområde, der hører under brandstationen i Ruds Vedby. Det sker helt bevidst, og årsagen er en stadigt mere bitter konflikt mellem Vestsjællands Brandvæsen og Sorø Kommune. Konflikten har fået Sorø Kommune til at meddele, at man stopper med at rykke ud til alarmer i den del af slukningsområdet, som hører under Vestsjællands Brandvæsen.

Striden mellem Vestsjællands Brandvæsen og Sorø Kommune startede, da Sorø pr. 1. januar 2021 forlod det fælleskommunale Vestsjællands Brandvæsen og i stedet blev en del af Slagelse Kommunes beredskab. Det gav imidlertid en udfordring i forhold til brandstationen i Ruds Vedby, der ligger i Sorø Kommune, men hidtil har dækket dele af både Sorø og Kalundborg kommuner. Sidstnævnte indgår i Vestsjællands Brandvæsen.

Siden da har de to parter forsøgt at indgå en aftale om fordeling af udgifterne til brandstationen i Ruds Vedby, som drives af Falck. Men det har ikke været muligt at opnå enighed, og det har udviklet sig til en stadigt mere bitter strid mellem de to offentlige myndigheder.

Dybest set handler striden om penge, om end der ikke er tale om store beløb. Vestsjællands Brandvæsen vurderer, at betalingen for udrykningerne fra brandstationen i Ruds Vedby bør ligge i størrelsesordenen 430.000 – 450.000 kr. pr. år, alt efter antallet af udrykninger. Sorø Kommune vurderer derimod, at det beløb bør være i størrelsesordenen 760.000 kr. Der er således en difference på 310.000 – 330.000 kr.

Advokat har ikke bidraget til at skabe løsning

Ifølge Vestsjællands Brandvæsen kulminerede striden, efter at brandvæsenet i år fremsendte et forslag til en slukningsaftale. Det udløste et svar fra Sorø Kommunes advokatfirma, der fastslog, at al korrespondance om sagen fremover skulle ske direkte til advokaten. Men det har ikke gjort striden mindre:

”Advokaten har på intet tidspunkt overfor os forholdt sig til indholdet i det fremsendte forslag til slukningsaftale, men har tværtimod i den ene mail efter den anden, på trods af ordlyden i forslaget til slukningsaftale, påstået, at Vestsjællands Brandvæsen ikke vil betale sin andel af stationens samlede omkostninger. Advokaten har heller ikke forholdt sig til vores oplysninger om, at der er andre områder i både Sorø og Slagelse Kommuner, hvor køretøjer fra Vestsjællands Brandvæsens stationer vil være nærmeste udrykningsenhed”, fortæller brandvæsenet.

Vestsjællands Brandvæsen foreslog derefter, at parterne fremsendte en fælles henvendelse til Indenrigsministeriet om fortolkningen af afgørelsen i en lignende strid, som for nogle år siden opstod mellem Hovedstadens Beredskab og Tårnby Kommune om betaling for beredskabet i forbindelse med lufthavnen i Kastrup. ”Dog ønsker advokaten indføjet formuleringer i henvendelsen, der fordrejer Vestsjællands Brandvæsens synspunkter, dermed er henvendelsen endnu ikke fremsendt, men der arbejdes på den”, fortæller brandvæsenet.

”Den store udfordring er, at Vestsjællands Brandvæsen ikke kan få ud af hverken Sorø Kommunes Beredskab eller advokaten, hvori den juridiske uenighed består. Det er Vestsjællands Brandvæsens opfattelse, at advokaten ikke bidrager til at skabe en løsning på denne sag”, konkluderer brandvæsenet om samarbejdet med advokat Henrik Græsdal fra Elmann Advokatpartnerskab.

Overholder ikke beredskabsloven

Ifølge Vestsjællands Brandvæsen har striden nu medført, at Sorø Kommunes Beredskab har meddelt, at der fra natten mellem den 30. april og 1. maj ikke længere kører redningskøretøjer fra station Ruds Vedby ind i Vestsjællands Brandvæsens slukningsområder. Derfor er det i stedet Vestsjællands Brandvæsens stationer i Mørkøv og Gørlev, der skal varetage eventuelle udrykninger – alt efter, hvilken af de to stationer, der er nærmest.

”Vestsjællands Brandvæsen har naturligvis orienteret Beredskabsstyrelsen om, at Sorø Kommunes Beredskab fra 1. maj ikke længere overholder beredskabslovens bestemmelse om, at nærmeste redningskøretøj skal indsættes. Beredskabsstyrelsen har svaret ved at indskærpe bestemmelsen ordlyd, men også med at foreslå, at KL går ind i sagen. Styrelsen tilbyder samtidig at deltage i drøftelserne. Advokaten har undgået at besvare Beredskabsstyrelsens forslag direkte – og bede KL om at fortolke bestemmelserne i beredskabslovens § 13, stk. 1 (kommunalfuldmagtens regler), medens Vestsjællands Brandvæsen har svaret, at vi er enige i Beredskabsstyrelsen opfattelse af problemstillingen, men at KL ikke er sat i verden for at mægle mellem medlemmerne. Der er ingen tvivl om, at fra 1. maj 2022 bliver beredskabsloven ikke overholdt. Ej heller, at det ligger indenfor Beredskabsstyrelsen kompetenceområde – men hvordan og med hvilke midler Beredskabsstyrelsen vil handle, har Vestsjællands Brandvæsen ingen viden om”, fortæller brandvæsenet.

Samtidig vurderer ledelsen i Vestsjællands Brandvæsen dog, at manglende udrykninger fra Ruds Vedby ikke vil betyde reelle forringelser i serviceniveauet for de berørte områder. Ledelsen henviser til, at brandstationen i Ruds Vedby har væsentlige udfordringer med at bemande køretøjerne og dermed at overholde afgangs- og responstiderne.

Annonce