Overgang fra dykkere til overfladereddere har givet hurtigere responstider

Sidste år blev det akutte dykkerberedskab på Bornholm nedlagt. I stedet er der på øens tre brandstationer etableret et beredskab med overfladereddere. En status på det nye beredskab viser, at responstiden ved drukneulykker er faldet fra dykkerberedskabets 24 minutter i gennemsnit til nu 11 minutter i gennemsnit.

Bornholm har gennem mange år haft et akut dykkerberedskab, og frem til april 2022 lå opgaven hos Falck, der havde redningskorpsets sidste dykkerberedskab placeret på Falck-stationen i Rønne. Dykkerberedskabet rykkede ved alarm ud med en dykker og to assistenter.

Udsigten til en prisstigning fik imidlertid Bornholms Regionskommune til at opsige kontrakten om dykkerberedskabet. Regionskommunen besluttede samtidig, at der som erstatning skulle etableres et beredskab med overfladereddere på brandstationerne i Rønne, Nexø og Allinge.

Forsinkelser i leverancen af materiel gjorde imidlertid, at Bornholms Regionskommune i første omgang måtte trække på Beredskabsstyrelsen Bornholms eksisterende beredskab. Men den 1. oktober 2022 overgik opgaven til Bornholms Brandvæsen.

Rykker ud med seks mand

Der er i dag uddannet 37 overfladeredder.  Ved alarm afsender den nærmeste brandstation to køretøjer, som bemandes med to overfladereddere, to overfladeredder-assistenter, en hjælper samt en holdleder.

Siden opstarten har der været 15 udrykninger, og en ny opgørelse viser, at den gennemsnitlige responstid har været på 11,11 minutter. Den korteste responstid var 6,37 minutter, mens den længste var 16,28 minutter. Til sammenligning havde dykkerberedskabet i Rønne fra 2019 til 2022 i alt 28 udrykninger. Her var den gennemsnitlige responstid 24,60 minutter, den korteste responstid var 10,38 minutter og den længste var 46,40 minutter.

Annonce