Ny overenskomst på vej til Falck-ansatte brandfolk

Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk og Falck er blevet enige om en ny to-årig overenskomst for de deltidsansatte brandfolk. Overenskomstresultatet er på niveau med reddernes nye overenskomst, og ifølge landsklubben har brandfolkene udvist mådehold og samfundshensyn med den nye overenskomst.

Alt i alt blev resultatet af overenskomstforhandlingerne som forventet, oplyser Landsklubben for Deltidsansatte Brandfolk, der mødte op til forhandlingerne med forventninger om løntigninger på niveau med det resultat, som de øvrige overenskomstparter havde opnået, samt ønsker til nogle justeringer i overenskomstteksten, fastholdelse af en pulje til uddannelse af tillidsmænd og afklaring af deltidsbrandfolks ret til at indgå i Falcks Personaleforenings gruppelivsordning.

”Vi kan alle håbe på fremgang i samfundsøkonomien og dermed en mere lys fremtid også for overenskomstforhandlinger. Derfor har vi også denne gang lagt op til en to-årig overenskomstperiode, idet vi håber at økonomien i Danmark styrkes i den nærmeste fremtid”, lyder det fra faglig sekretær Charlotte O. Støvring, der mener, at brandfolkene – som redderne – har udvist mådehold og samfundshensyn.

Overenskomsten skal nu til afstemning blandt brandfolkene.

Annonce