Færre brandhaner fører til opgradering af brandstationen i Birkerød

Som mange andre kommuner er Rudersdal og Hørsholm kommuner – som har fælles brandvæsen – i gang med at revidere den risikobaserede dimensionering. Den største ændring i den nye dimensioneringsplan bliver en opgradering af brandstationen i Birkerød, som skal ansætte seks nye brandfolk. Årsagen er, at Rudersdal Forsyning planlægger at nedlægge en række brandhaner, og derfor skal der kunne afsendes en ekstra vandtankvogn. 

Den reviderede dimensioneringsplan for Rudersdal Hørsholm Brandvæsen byder ikke på de store ændringer. Men planen tager højde for, at brandvæsenet i 2010 fik udvidet sit slukningsområde til også at omfatte den sydlige del af Fredensborg Kommune. I den forbindelse blev brandstationen i Hørsholm opnormeret med en tanksprøjte samt fire deltidsbrandfolk pr. vagthold, og det er indarbejdet i dimensioneringsplanen.

Derudover ændres dimensioneringsplanen som følge af, at både Hørsholm og Rudersdal kommuner enten har reduceret eller planlægger at reducere brandhanenettet betydeligt. I Hørsholm er ændringen allerede gennemført, og derfor er der lejet en ekstra tankvogn til brandstationen i Hørsholm. Den skal efter planen skiftes ud med en nyere brugt tankvogn, som brandvæsenet forventer at kunne købe for 250.000 kr.

I Rudersdal Kommune har brandvæsenet også godkendt, at der nedlægges brandhaner, specifikt i Vejlesø-området. Det er imidlertid sket under forudsætning af, at der etableres alternativ vandforsyning i form af udrykning med en tankvogn fra brandstationen i Birkerød. Derfor vil beredskabet i Birkerød blive udvidet med en holdleder og en brandmand pr. vagthold, således at der skal ansættes seks nye brandfolk. Desuden vil den nuværende slangetender i Birkerød, som er fra 1977, blive udskiftet med en ny, som leases.

Opnormeringen i Birkerød vil koste 356.000 kr. om året, hvortil kommer 65.000 kr. i leasingudgift til den nye slangetender og 34.000 kr. i driftsudgift til den ekstra tankvogn i Hørsholm. Imidlertid medfører de færre brandhaner en besparelse på 265.000 kr. på udgifterne til eftersyn og vedligeholdelse, så brandvæsenets nettoudgift ved ændringen bliver på 190.000 kr.

Den reviderede dimensioneringsplan sendes nu til Beredskabsstyrelsen, hvorefter den i løbet af efteråret skal behandles i de to kommunalbestyrelser.

Annonce