Siden 2015 har Brand & Redning Sønderjyllands hovedkvarter været placeret i lejede pavilloner på Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole i Tinglev. Men det er slut pr. 31. december 2020, hvor tilladelsen til brug af pavillonerne udløber. Beredskabsstyrelsen må ikke opføre permanente lokaler og leje dem ud til brandvæsenet, så nu forhandler brandvæsenet om en ny placering.
Det fælles ønske hos Beredskabsstyrelsens Tekniske Skole og Brand & Redning Sønderjylland har været, at Beredskabsstyrelsen opførte en ny administrationsbygning på skolen i Tinglev, hvorefter Brand & Redning Sønderjylland kunne leje sig ind.
Den plan kuldsejlede imidlertid, fordi Beredskabsstyrelsen ikke må anvendes sin bygge- og anlægsramme til at investere i bygninger, der skal anvendes af eksterne brugere – heller ikke hvis de eksterne brugere betaler leje. Beredskabsstyrelsen kan således kun udleje, hvis der er en eksisterende overskudskapacitet – og i øjeblikket står der ikke bygninger ledige hos Beredskabsstyrelsen Teknisk Skole i Tinglev.
Som alternativ har Beredskabsstyrelsen tilbudt, at Brand & Redning Sønderjylland kan købe en lille del af Beredskabsstyrelsens grund, så brandvæsenet selv kan opføre deres administrationsbygning. Den mulighed har Brand & Redning Sønderjylland dog afvist, idet brandvæsenet har henvist til, at deres kerneopgave er at drive beredskab, og at de derfor ser en samplacering som den eneste rigtige løsning.
Forhandler om ny placering
Den nuværende tilladelse til at anvende de midlertidige pavilloner, hvor Brand & Redning Sønderjyllands administration i dag har lokaler, udløber med udgangen af 2020, og derfor er pavillonerne opsagt pr. 31. december 2020.
Brand & Redning Sønderjylland oplyser, at der aktuelt er forhandlinger om en ny placering af administrationen, som skal kunne tages i brug ved fraflytning af pavillonerne. Endvidere er der forhandlinger om en partnerskabsaftale med Beredskabsstyrelsens Teknisk Skole, således at samarbejdet og samspil om bl.a. uddannelsesanlægget kan forsætte efter administrationens fraflytning.
Efter lejeaftale skal Brand & Redning Sønderjylland bl.a. retablere installationer og anlæg. Fraflytningsomkostningerne ventes at udgøre ca. 250.000 kr.