Opfordring: Flere elbiler bør betyde højere krav til brandsikkerheden i p-kældre

Der sælges stadigt flere elbiler i Danmark, men elbilernes batterier og ladestandere kan udgøre en sjælden – men potent – brandfare. Derfor stiller forsikrings- og pensionsbranchen nu forslag om at øge brandsikkerheden i p-kældre. Blandt andet lyder forslaget, at alle nybyggede p-huse skal have installeret sprinkleranlæg.

Salget af elbiler kender kun én vej: Op. I 2022 blev der solgt 30.000 nye elbiler og 26.000 plug-in hybridbiler, og det tal ventes at stige frem mod 2035, hvor næsten 100 pct. af solgte, nye biler vil være grønne.

Men elbilernes batterier og ladestandere udfordrer brandsikkerheden i landets p-huse, mener F&P, forsikrings- og pensionsbranchen, der nu slår til lyd for at skærpe brandkravene.

”Forsikringsbranchen ønsker selvfølgelig at fremme den grønne omstilling og ønsker også flere elbiler på de danske veje. Men samtidig arbejder vi for en tryg hverdag for vores kunder. Derfor foreslår vi, at der bliver sat fokus på krav til at skrue op for brandsikring af alle nye p-huse”, siger Pia Holm Steffensen, der er underdirektør i F&P.

Ønsker bredere p-båse

F&P foreslår blandt andet, at alle nybyggede p-huse skal have installeret sprinkleranlæg. Og så bør der være et skarpt fokus på de ladestandere, der vinder stadig mere indpas i p-husene. En tydelig skiltning til hovedafbryder af strømforsyningen og en effektiv beskyttelse af ladestandere og kabler er blandt forslagene fra F&P.

”Elbiler brænder sjældent – men når de brænder, er det voldsomt og næsten umuligt at slukke. Derfor er det helt nødvendigt, at bygherre tager nye og skrappere hensyn til, hvordan et p-hus bygges, så det bliver brandsikkert og trygt for de mennesker, der bruger det”, siger Pia Holm Steffensen.

F&P foreslår endvidere, at p-båse i nye p-huse gøres bredere, så spredning af en eventuel brand mindskes, og at der installeres alarmeringssystem for kulilte.

Læs F&P’s udspil om forebyggelse af brand i parkeringshuse her.

Annonce