
Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen opfordrer de storkøbenhavnske kommuner til at udsætte lukningen af Beredskab Storkøbenhavn, og samtidig er ministeren åben for, at staten kan overtage Beredskab Storkøbenhavns faciliteter i Hedehusene. Indenrigsministeren ønsker lukningen udsat, fordi de politiske partier bag den nuværende politiske aftale om redningsberedskabet i løbet af 2004 skal gøre status på aftalen, ligesom der også i 2004 skal indgås en ny aftale om forsvarsområdet, hvor regeringen ønsker at lave en samlet vurdering af anvendelsen af frivillige i både beredskab og forsvar.
Derfor opfordrer ministeren de storkøbenhavnske kommuner til at nøjes med at afvikle det krigsmæssige beredskab, hvorefter der i løbet af 2004 vil kunne tages en beslutning om det fredsmæssige beredskabs fremtid.
Om Beredskab Storkøbenhavns tilbud om, at staten kan overtage faciliteterne i Hedehusene, skriver ministeren i et brev til den storkøbenhavnske beredskabskommission, at “faciliteterne ved Beredskab Storkøbenhavn synes, at kunne skabe gode rammer for en række vigtige og relevante beredskabsaktiviteter”.