Også nordøstjysk beredskab har nu ansat beredskabsdirektør

Beredskabskommissionen for Brand og Redning Djursland har ansat den 38-årige Kasper Sønderdahl som direktør for det kommende fælles beredskab mellem Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner. Han kommer fra en stilling som sikkerhedschef i Muskelsvindfonden og har desuden i en årrække håndteret sikkerhed og risikostyring hos Vestas.

Med Kasper Sønderdahl har kommunerne ansat en beredskabsdirektør, der både har stor erfaring inden for beredskab og sikkerhed, og samtidig har et indgående kendskab til ledelse af medarbejdere og frivillige, fortæller formanden for beredskabskommissionen:

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu har ansat en direktør for det kommende, fælles beredskab, der er godt klædt på til at skabe det rigtige samspil i beredskabet mellem fuldtidsansatte, deltidsansatte og frivillige og kan få det til at spille optimalt. Kasper Sønderdahl har netop stor erfaring med at inddrage vores frivillige inden for beredskab og brand. Samtidig lægger han stor vægt på at forebygge brand”, siger Claus Wistoft, der er borgmester i Syddjurs Kommune og formand for beredskabskommissionen for Brand og Redning Djursland.

Erfaring som redder og paramediciner

Kasper Sønderdahl er uddannet cand.merc.jur, har 10 års erfaring som redder og paramediciner og 12 års ledelseserfaring inden for beredskab, sikkerhed og krisestyring.  Den kommende direktør blev valgt blandt 16 ansøgere til stillingen, og han tiltræder den 1. juni 2015.

Privat bor Kasper Sønderdahl i Hørning syd for Aarhus sammen med sin hustru og deres tre børn.

”Nu har vi den rigtige mand på direktørposten for det kommende, fælles beredskab. Kasper Sønderdahl lægger netop vægt på stor tryghed for borgerne, sikkerhed i arbejdet for brandfolkene og god service for erhvervslivet. Det stemmer helt overens med vores politiske prioriteringer. Samtidig har han den rette kombination af erfaring med at fusionere flere organisationer, sætte retning og opbygge en ny, stærk organisation”, siger Claus Omann Jensen, borgmester i Randers og formand for den gruppe, der har ansvaret for at forberede fusionen af de fire kommuners beredskab.

Det fælles beredskab skal være klar 1. januar 2016, og Kasper Sønderdahl skal løse sine forberedende opgaver med foreløbig base i Randers.

Annonce