Indkøbet af tre nye brandkøretøjer til Køge, Stevns og Solrød kommuner starter nu forfra, efter at ETK Brand og Redning i Køge har konstateret, at der var en række uklarheder i det oprindelige udbudsmateriale. Udbuddet omfatter opbygningen af to tanksprøjter og en tankvogn på Volvo FM-chassiser, som ETK Brand & Redning indkøber separat.
ETK Brand og Redning er beredskab for Køge, Stevns og Solrød kommuner, og før sommerferien iværksatte beredskabet et udbud, der omfattede opbygningen af to tanksprøjter og en tankvogn. Opbygningen skulle ske på fabriksnye Volvo FM-chassiser, som ETK Brand og Redning selv har indkøbt.
Leverancen blev udbudt som én samlet aftale, hvor der altså skulle bydes på opbygningen af alle tre køretøjer, herunder optioner vedrørende skæreslukker og CAFS-anlæg til tanksprøjterne.
Den oprindelige tilbudsfrist var den 10. juni 2021, men nu har ETK Brand og Redning meddelt, at udbuddet er annulleret, og at der i stedet er iværksat et genudbud. Årsagen er, at ETK Brand og Redning ”har erkendt at der var en række uklarheder i ordregivers udbudsmateriale, herunder vedrørende fysisk vægtangivelse og antal af sider tilbudsgiver måtte anvende til besvarelsen”.
Den nye tilbudsfrist er den 20. oktober 2021.