Efterhånden har størstedelen af de nye beredskabsenheder foreslået lukning af brandstationer for at realisere de sparekrav, som er aftalt mellem regeringen og KL. I Østsjællands Beredskab ser brandstationen i Solrød ud til at blive offer for sparekravene, men Solrød Kommune modsætter sig og kræver dokumentation for, at serviceniveauet ikke forringes.
Østsjællands Beredskab blev en realitet den 1. oktober 2015 som fælles beredskab for kommunerne Greve, Solrød, Køge, Roskilde, Stevns, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk. En af det nye beredskabs første opgaver bliver at implementere en fælles risikobaseret dimensionering.
”Vi vil dimensionere det fusionerede østsjællandske beredskab i forhold til de lokale risici. Det skal give borgerne i kommunerne mindst samme tryghed og service som før og samtidig leve op til krav om en mere effektiv drift”, siger beredskabsdirektør Lars Robétjé fra Østsjællands Beredskab.
Østsjællands Beredskab har allerede udarbejdet den nye plan for risikobaseret dimensionering, og den sendes nu til udtalelse hos Beredskabsstyrelsen. Derefter skal den vedtages i de otte byråd, hvilket ventes at falde på plads indenfor de næste måneder.
Kommune vil have yderligere dokumentation
Blandt de otte ejerkommuner ser Solrød Kommune ud til at blive den store taber. Som led i den risikobaserede dimensionering vil brandstationen i Solrød nemlig blive nedlagt for at realiserede sparekravene. Men det er Solrød Kommune ikke umiddelbart indstillet på at acceptere.
Bestyrelsen for Østsjællands Beredskab har ellers understreget, at dimensioneringen ikke kommer til at gå ud over serviceniveauet i Solrød, men det ønsker Solrød Kommune bedre dokumentation for:
”Målet med det fælles beredskab og med dimensioneringsplanen er at sikre, at det serviceniveau og den udrykningstid, vi har i dag, også gælder i morgen. Det synes jeg ikke er tilstrækkeligt dokumenteret i det forelagte materiale, når man lukker stationen i Solrød”, siger borgmester Niels Hörup fra Solrød Kommune.
Hvis lukningen af brandstationen i Solrød bliver en realitet, vil det nordlige Solrød bliver dækket fra brandstationen i Greve og det sydlige Solrød blive dækket fra brandstationen i Køge. Solrød Kommune har imidlertid taget forbehold for beslutningen i bestyrelsen om at lukke den lokale brandstation og stiller krav om bedre dokumentation for, at det ikke betyder forringelser.
”Det handler i bund og grund om borgerne og virksomhedernes sikkerhed. Det er ikke noget, vi tager let på, og derfor vil vi være helt sikre på, at serviceniveauet ikke forringes”, siger Niels Hörup.