Østjyllands Brandvæsen vil indkøbe en brandslukningsrobot

Østjyllands Brandvæsen vil indkøbe en brandslukningsrobot, der blandt andet skal kunne ventilere, slukke og bugsere emner. Robotten skal være monteret med integreret pumpe, og den skal kunne betjenes af én person via trådløs fjernbetjening. Fjernbetjeningen skal kunne anvendes i en afstand på op til 300 meter fra robotten.

Den kommende brandslukningsrobot hos Østjyllands Brandvæsen skal ifølge kravspecifikationerne være lille og kompakt, og i køreklar stand må højden ikke overstige 2 meter, da den f.eks. skal kunne anvendes i P-kældre. Vægten må ikke overskride 3 tons.

Maskinen skal være monteret med egen integreret brandpumpe, der kan levere minimum 2.400 l/min ved 10 bar. Endvidere skal det være muligt at montere strålespidser, så robotten kan fungere som f.eks. skum- og vandkanon.

Maskinen skal endvidere være monteret med en bevægelig enhed, der kan anvendes til at ventilere røg, enten som overtryksventilator udefra og indefra, eller som ”røgsuger” udefra. Enheden skal kunne tiltes mekanisk, f.eks. hydraulisk. Ventilatoren skal være drevet af en kraftig motor, og kunne ventilere mindst 85.000 m3 i timen i direkte effekt. Samme enhed skal være monteret med dyser, der sammen med ventilatoren kan fremstille en meget fin vandtåge.

Desuden har Østjyllands Brandvæsen fastsat et antal optioner:

  • Montering af almindeligt og termisk kamera på maskinen. Billedet skal kunne ses på fjernbetjening.
  • Yderligere ventilator, der kan forøge kapaciteten af effekten.
  • System, så enheden kan flytte andre emner, f.eks. i form af gafler, platform eller lign.
  • Monitorer til skum- og vandkanon.

Der er tilbudsfrist den 4. maj 2022. Kontrakten tildeles til den tilbudsgiver, der afgiver det økonomisk mest fordelagtige tilbud ud fra tildelingskriteriet ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”.

Annonce