Østjyllands Brandvæsen vil styrke den operative ledelse ved at indføre en døgndækkende funktion som operationschef. Baggrunden er, at evalueringer fra flere større hændelser har vist, at der mangler en leder, som er forankret på brandvæsenets vagtcentral. Operationschefen skal give robusthed og udholdenhed under større og længerevarende indsatser samt ved flere samtidige hændelser.
Som led i en reorganisering af Østjyllands Brandvæsen oprettes der et operationscenter, som fra 1. oktober 2019 vil udgøre omdrejningspunktet for alle operative og krisestyringsrelaterede aktiviteter i det samlede brandvæsen og i ejerkommunerne. Operationscenteret ledes af en operationschef, som er en døgndækkende funktion, der bemandes af særligt uddannet personale.
Organisatorisk vil operationschefen bedst kunne sammenlignes med politiets vagtchef – det vil sige en chef for det vagtgående mandskab, der samtidig også er chef for de indsatsledere og holdledere, der arbejder i marken, samt krisestaben ved brandvæsnet, når den er nedsat.
Indsatsleder skal koncentrere sig om skadestedet
Østjyllands Brandvæsen peger på, at det er uholdbart, når brandvæsenets to indsatsledere i dag kan blive låst på den enkelte indsats og samtidig være ansvarlige for den samlede beredskabsdækning.
Derfor skal operationschefen fremover have fokus på, hvad der sker rundt om de enkelte indsatsområder, mens indsatslederne har ansvaret for de ting, der foregår på selve indsatsområdet. Den enkelte indsatsleder skal dermed kun overskue ét skadested ad gangen, hvorimod operationschefen ”skal have et øje på hver finger i det omkringliggende samfund – herunder påvirkningerne på lokalmiljøet, samfundssikkerheden og den forsatte drift i både beredskabet og i kommunerne”, som brandvæsenet udtrykker det.
Gennem disponering, prioritering og omfordeling af ressourcer bliver operationschefens vigtigste opgave at sikre optimal anvendelse af beredskabsenhederne i Østjylland samt sikre, at trygheden opretholdes i størst muligt omfang og i størst mulig geografisk område.
Vagtcentral indgår i operationscenter
Brandvæsenets eksisterende vagtcentral bliver en væsentlig del af det nye af operationscenteret, som også kommer til at omfatte Østjyllands Brandvæsens kvalitetssikrings- og arbejdsmiljøfunktion, it-afdeling og kollegastøtteberedskabet.
Indførelse af operationschef-funktionen sker inden for den nuværende økonomiske ramme for Østjyllands Brandvæsen.