Nytårsdøgnet er årets brandfarligste døgn, hvor brandvæsenerne rykker ud til 14 gange så mange brande som på et gennemsnitsdøgn. Helt konkret er brandfolkene hvert år i gennemsnit rykket ud til 282 brande i bygninger og containere i løbet af nytårsdøgnet i femårs-perioden 2011-2015. På et gennemsnitsdøgn resten af året rykker landets brandvæsner ud til “kun” godt 20 brande.
”Det er et faktum, at der er voldsomt mange brande nytårsnat. Men der skal faktisk ikke så meget til for at undgå brand. Meget af det handler om almindelig sund fornuft”, siger seniorberedskabsmester i Beredskabsstyrelsen, Mads Dalgaard.
Her er tre simple råd fra Beredskabsstyrelsen, der kan hjælpe dig til at undgå brand nytårsaften:
- Sørg for, at der er låg på affaldscontainere og fælles affaldsspande, og at de er placeret i god afstand fra bygninger.
- Ryd op i carporten og luk porten til garagen.
- Husk at overholde den sikkerhedsafstand, der står på fyrværkeriet.
Husk også de fem fyrværkeriråd:
- Brug altid sikkerhedsbriller.
- Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri.
- Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden.
- Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet.
- Gå aldrig tilbage til en fuser.