Nytårsaften med angreb mod brandfolk

Både i København, Århus og Slagelse blev brandfolk nytårsaften angrebet i forbindelse med slukningsopgaver. I Slagelse rykkede brandvæsenet flere gange ud til brændende containere, men brandvæsenet blev mødt af ca. 50 unge andengenerations-indvandrere, der kastede med sten. Det fik brandfolkene til at forlange politieskorte, men da politiet stillede med fire patruljevogne blev de også mål for stenkast og kanonslag, ligesom stenkastene mod brandvæsenet fortsatte.

Hos Slagelse Politi betegner man det som forfærdeligt, at brandvæsenet ikke kan få lov til at passe deres arbejde.

I København blev brandvæsenet bombarderet med sten under en udrykning til Istedgade ved 1-tiden, og brandvæsenet måtte rekvirere politiassistance. I Århus blev et brandkøretøj ramt af en genstand, der blev kastet mod køretøjets forrude, mens det med udrykning var på vej til en brand.

Ambulancer fra Falck og Københavns Brandvæsen rykkede ud til 58 fyrværkeriskader, og det er det normale niveau. I København mistede en mand sit ene øje, da et raketbatteri gik af i ansigtet på ham, da nytåret blev skudt ind. En anden københavner fik sprængt sin hånd i stykker. To personer blev derudover overført fra Viborg Sygehus til Århus med alvorlige fyrværkeriskader.

Både Falck og Københavns Brandvæsen havde mærkbart flere brandudrykninger end normalt, men det var primært til småting, bl.a. påsatte brande i affalds- og papircontainere.

Annonce