Nytårsaften og -nat modtog regionernes AMK-vagtcentraler i alt 1.289 opkald om akut sygdom og tilskadekomst, hvilket resulterede i, at der blev afsendt 986 ambulancer, akutlægebiler og akutbiler. Landets brandvæsener blev alarmeret til brand 383 gange.
Region Hovedstadens AMK-vagtcentral har indsamlet data fra hele landet, og her lyder meldingen, at der har været travlt – men at travlheden ligger inden for normalen.
I år har vagtcentralerne sendt i alt 986 ambulancer, akutlægebiler og akutbiler på vejene, viser en opgørelse, der dækker nytårsaften, -nat og -morgen fra kl. 18.00 til kl. 06.00. Det er færre ture end sidste år, hvor tallet var 1.277. I den samme periode har danskerne ringet til 112 i alt 1.289 gange, hvor det har handlet om akut sygdom og tilskadekomst. Sidste år var tallet 1.392.
Region Hovedstaden, som er den mest befolkningsrige region, står for størstedelen af aktiviteten med i alt 542 opkald. Næstmest aktivitet var der i Region Midtjylland med 227 opkald til 112. Mindst aktivitet har det været i Region Nordjylland med 103 opkald til 112.
Opgørelsen melder desuden om i alt 73 skader på landsplan, der vurderes at være på grund af fyrværkeri. Dermed er der også her tale om et fald i forhold til sidste år, hvor der var 113 fyrværkeriskader. I år har der været syv alvorlige øjenskader mod otte sidste år.
Hos Beredskabsstyrelsen har man lavet en tilsvarende opgørelse over alarmer til brandvæsenerne nytårsaften og -nat. Opgørelsen viser, at brandvæsenerne blev alarmeret 383 gange via 112. Det skal ses i forhold til, at tallet på en normal dag er ca. 40.