Nytåret 2020/2021: Markant færre brande og samme antal ambulanceture

Arkivfoto: Hovedstadens Beredskab

De 1.800 brandfolk, som var på vagt i nytårsdøgnet, havde en forholdsvis rolig nytårsaften med i alt 389 udrykninger. Det er markant færre end de seneste års gennemsnit på 507 udrykninger. Desuden faldt antallet af angreb med fyrværkeri mod brandfolk til tre. Der var 992 ambulanceudrykninger, hvilket er på niveau med sidste års 994.

En opgørelse fra Danske Beredskaber viser, at der i nytårsdøgnet – her opgjort som perioden fra den 31. december 2020 kl. 12 til den 1. januar 2021 kl. 04 – har været 389 brandudrykninger. De sidste fire år har der i gennemsnit været 507 udrykninger.

Der har været 60 bygningsbrande og 178 container- og affaldsbrande. Hertil kommer 37 bilbrande og 44 udrykninger til automatiske brandalarmer. Blandt de mere usædvanlige udrykninger gik en af Beredskab Fyns udrykninger til en bygningsbrand hos en borger, der var syg med COVID-19. Beredskab Øst havde en brand i et større oplag af fyrværkeri, mens Brand & Redning MidtVest kan berette, at man rykkede ud til en svane, der sad fast i et 12 meter højt træ. Den blev reddet ned med en stigevogn.

Beredskab Fyn har haft en enkelt episode, hvor en brandmand blev ramt af en raket på sikkerhedsbrillen, men der skete ingen personskade. Hovedstadens Beredskab blev endvidere ”kraftigt beskudt” med et fyrværkeribatteri i Brønshøj. Slagelse Brand & Redning havde en tur til containerbrand, der blev aflyst på grund af skud fra fyrværkeri. I Kolding blev der skudt med raketter efter brandfolkene fra TrekantBrand i forbindelse med afbrænding af bål og fyrværkeri på gaden. Sidste år var der på landsplan 17 angreb.

Næsten samme antal ambulanceudrykninger

I det præhospitale beredskab viser en opgørelse fra regionernes AMK-vagtcentraler, at der var 992 udrykninger med ambulancer, akutlægebiler og lægebiler i nytårsdøgnet, der her er opgjort som perioden fra den 31. december 2020 kl. 18 til den 1. januar 2021 kl. 06. Det er næsten præcis samme antal som sidste år, hvor der var 994 udrykninger.

Akutlægehelikopterne havde en enkelt flyvning, mens Forsvarets redningshelikoptere blev tilkaldt to gange.

Der blev 1.045 gange ringet 112 om sygdom eller tilskadekomst, hvilket er noget færre end sidste år, hvor der var 1.279 opkald.

AMK-vagtcentralerne vurderer, at der har været 36 fyrværkeri-relaterede udrykninger, hvilket er færre end sidste års 45. Der var 12 udrykninger til øjenskader og 22 til håndskader.

Annonce