Nyt samarbejde skal øge sikkerheden ved ulykker med el- og hybridbiler

El- og hybridbiler bliver gradvist mere udbredte. Men selv om de er langt mere miljøvenlige end benzin- og dieselbiler, så udgør de en særlig fare for reddere og brandfolk. Faremomentet er især batteriet, for hvis der ved en ulykke går overgang i batteriet til karosseriet, så kan det slå folk ihjel. Et samarbejde mellem Danmark og Norge har ført til et nyt kursus, der skal lære redningsfolk om de særlige farer.

Det er Direktoratet for Samfundets Sikkerhed og Beredskab (DSB) i Norge, den norske brandskole og den norske bilimportørforening, som har hjulpet Rescue Center Denmark med at lave to kurser om el- og hybridbiler. Kurserne er rettet mod autohjælpsområdet og beredskabet.

Heinz Flindt, Egil Hvid og Kevin Mortensen fra Rescue Center Denmark har været i Norge for at blive uddannet til at undervise på kurserne.

”Formålet med kurserne er at give deltagerne et grundlæggende kendskab til køretøjerne – hvordan sikrer man køretøjet, hvordan gøres køretøjet strømløst, sikkerhed ved arbejdet, kendskab til slukningsmetoder samt, for transportørernes vedkommende, hvordan man bugserer køretøjet”, fortæller Eigil Hvid, som på kurset også vil slå et slag for den såkaldte 1.000-volts-handske.

”Med den er man sikker på ikke at få stød, så det bør være standardudstyr for alle, der arbejder med el- og hybridbiler”, understreger han.

Farligt batteri

Og der er mange ting at være opmærksom på og huske for både brandfolk og mekanikere, især i forhold til batteriet, der er det store faremoment. Det har nemlig en spænding på 400 -610 volt og mange ampere.

”Alle køretøjer er jo bygget forskelligt op, og hovedkniven – altså hovedafbryderen til batteriet – er placeret forskellige steder, alt efter hvilken bil det drejer sig om. For eksempel sidder batteriet i norske busser i taget, og det skal man jo lige være klar over. Og så skal man huske, at man aldrig må stille en forulykket elbil på værkstedet. Den skal stå udenfor, væk fra andre biler, for den kan være ekstrem brandfarlig, og sådan et batteri er næsten umulig at slukke igen”, forklarer Eigil Hvid.

Norge er langt foran

Der er en simpel forklaring på, at Rescue Center Denmark har arrangeret kurserne i samarbejde med norske organisationer. Norge er nemlig langt foran Danmark, når det gælder brugen af el- og hybridbiler.

”Fra 2025 er det forbudt at sælge biler med fossile brændstoffer, der er ingen afgifter på bilerne, og der er gratis parkering og opladepladser. Desuden har el- og hybridbiler også lov til at køre i bus og taxibanerne”, fortæller Eigil Hvid.

Hvad angår sikkerheden er Norge også foran Danmark. I Norge har en hybridbil således en nummerplade, der begynder med HY og en elbil med EL. På den måde kan redningsmandskabet ved en ulykke altid se, hvilken biltype det drejer sig om – og tage de nødvendige forholdsregler.

Annonce