Nyt projekt kan sikre unges involvering i beredskaberne

Arkivfoto: Danske Beredskaber

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er indstillet på at finde penge til en ny måde at involvere unge i beredskabet, som kan forebygge angreb mod brandfolk og brandkøretøjer. Det fortæller Beredskabsforbundets landschef efter et møde i Forsvarsministeriet, hvor en ny, stærkere og bredere model for involvering af de unge i beredskaberne blev drøftet.

Beredskabsforbundets landschef, Niels Bonde Jensen, mødtes sammen med Danske Beredskaber og Falck med forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i sidste uge.

Mødet kom i stand på en trist baggrund, nemlig de angreb mod brandfolk, som fandt sted nytårsaften. Angrebene fik Danske Beredskaber, Falck og Beredskabsforbundet til at skrive et fælles brev til forsvarsministeren, hvor de tre organisationer beskrev problemet. Samtidig gjorde de ministeren opmærksom på de positive erfaringer med det eksisterende projekt, ”Brandkadetter i Danmark”, som uddanner udsatte unge – blandt andet fra belastede boligområder – i brand og redning og samtidig involverer dem i mere konstruktive fællesskaber.

Minister positiv overfor nyt projekt

”Brandkadetter i Danmark” har været finansieret af fonde, men løber tør for penge til sommer.

Men ifølge Niels Bonde Jensen var Claus Hjort Frederiksen enig i, at beredskabet fortsat skal kunne arbejde uhindret i alle områder. Forsvarsministeren var også meget positiv over Beredskabsforbundets, Danske Beredskabers og Falcks tanker om et nyt projekt, der skal afløse ”Brandkadetter i Danmark”. Et projekt, som ikke kun skal rumme brandkadetter, men alle unge i beredskabet. Det handler om at skaffe finansiering til et sekretariat og til den løbende drift.

”Jeg oplevede ministeren som positiv over for ønsket om at få finansieret et sekretariat til et projekt som ’Unge i beredskabet’, og ministeren sluttede mødet af med at sige, at han var positiv over for ideen, og at der skulle findes en løsning. Ministeriet ville se på løsninger og vi ville blive indkaldt til et møde senere”, fortæller Niels Bonde Jensen.

Ikke kun socialt sigte

Niels Bonde Jensen ser for sig en ny, stærkere og bredere model for involvering af unge i beredskaberne:

”Brandkadetterne har været et fint, men også et smalt projekt med socialt sigte. Samtidig har nogle kommuner såkaldte ungdomsbrandkorps. I andre kommuner kalder man dem ’ildfluer’. Men begge disse modeller handler om at rekruttere nye brandmænd, som kan afløse de gamle, når de stopper. Ideen er, at vi introducerer et nyt projekt – ’Unge i beredskabet’ – som en afløser for både brandkadetter, ungdomsbrandkorps og ildfluer, hvor vi kan samle kræfterne og dele erfaringer i et nyt sekretariat, som støtter op om alle former for unge i beredskaberne”, siger Beredskabsforbundets landschef.

Beredskabsforbundet indgår i styregruppen for Brandkadetter i Danmark sammen med Danske Beredskaber, Center for Socialt Ansvar, Beredskabsstyrelsen og Falck.

Annonce