Nyt navn til nyt beredskab: Vestsjællands Brandvæsen

De seks vestsjællandske kommuner, som danner et fælles beredskab, har i sidste øjeblik opgivet det hidtidige navn Brand og Redning Vestsjælland. I stedet ser navnet ud til at blive Vestsjællands Brandvæsen. Det fælles beredskab får hovedsæde på det gamle rådhus i Svebølle, der har stået tomt siden kommunalreformen.

I løbet af denne måned skal kommunalbestyrelserne i Holbæk, Kalundborg, Lejre, Odsherred, Slagelse og Sorø kommuner tage endelig stilling til oprettelsen af et fælles beredskab for de seks kommuner. Beredskabet skal etableres pr. 1. januar 2016.

I den hidtidige proces har man anvendt navnet Brand og Redning Vestsjælland, men kommunalpolitikerne får i stedet forelagt en indstilling om, at navnet skal være Vestsjællands Brandvæsen. Ændringen er tilsyneladende sket meget sent i processen, og i en fælles pressemeddelelse fra de seks kommuner bliver beredskabet skiftevis kaldt Brand og Redning Vestsjælland og Vestsjællands Brandvæsen.

Vestsjællands Brandvæsen får hovedsæde på Bjergsted Kommunes gamle rådhus i Svebølle. Den placering skal sikre, at administrationen er placeres i nærheden af såvel en nord-/syd-gående som en øst-/vestgående hovedfærdselsåre. Med placeringen bliver Kalundborg Kommune administrationskommune for beredskabet.

”Der er spændende perspektiver i sammenlægningen. For borgerne og virksomhederne i den enkelte kommune kan det blive en gevinst. Vi udnytter det fælles materiel og det fælles mandskab”, siger borgmester Søren Kjærsgaard fra Holbæk Kommune på vegne af borgmestrene i de seks kommuner.

Beredskabet skal disponere over alt materiel

Det nye beredskab får vederlagsfrit overdraget alt materiel til en værdi under 100.000 kr., og dette materiel skal fremover genanskaffes inden for de budgetmæssige rammer. Materiel med en værdi over 100.000 kr. sælges til et leasingselskab og genleases af Vestsjællands Brandvæsen, ligesom nuværende leasingkontrakter overtages af Vestsjællands Brandvæsen.

”Det betyder, at vi kan tilbyde borgere og virksomheder et stærkt beredskab. Hvor der er sæsonudsving – eksempelvis i sommerhusområderne – kan beredskabet sørge for at have det nødvendige materiel, der er behov for i sommermånederne. Ved at kunne disponere bedre og bredere kan vi tilkalde det rigtige materiel så vi løser den aktuelle situation – men samtidig har beredskabet klart til resten af dækningsområdet”, siger Søren Kjærsgaard.

De kommunale bygninger, der i dag benyttes af beredskaberne, skal fortsat ejes af kommunerne – og udlejes til Vestsjællands Brandvæsen.

Udbudsstrategi på vej

Af den ejerstrategi, som politikerne også skal tage stilling til, fremgår det, at Vestsjællands Brandvæsen selv vil varetage indsatsledelsen i hele beredskabsområdet, hvilket skal sikre, at der dels forestås en kompetent indsatsledelse, dels er kontrol med indsatserne fra såvel egne beredskaber som Falck. I den forbindelse fremhæves det særligt, at der skal være kontrol af afgangs- og responstider og af, at tiderne registreres korrekt.

Det fremgår også af ejerstrategien, at beredskabets ledelse og opgaver skal organiseres og tilrettelægges på en sådan måde, at opgaverne helt eller delvist kan konkurrenceudsættes. Vestsjællands Brandvæsen vil kunne afgive kontrolbud på opgaven, og udbud skal foretages på en sådan måde, at der ikke kan ske monopolisering – hverken et offentligt eller privat monopol. Det skal endvidere sikres, at Vestsjællands Brandvæsen til stadighed har de fornødne kompetencer til at afgive kontrolbud – og dermed til at løse den operative opgave. Beredskabet skal udarbejde en egentlig udbudsstrategi, der skal behandles politisk i løbet af 2016.

Annonce