Banedanmarks hjælpevognsberedskab rykker ud ved afsporing og nedbrud på tog samt ved ulykker. Men hjælpevognsberedskabet løser også andre opgaver end at få havarerede tog tilbage på sporet, og det er baggrunden for, at navnet nu ændres fra hjælpevognsberedskabet til Beredskab Banedanmark.
Beredskab Banedanmark vil fra 1. januar 2021 være det nye navn til det, mange kender som Banedanmarks Hjælpevognsberedskab. Og det er et signal om, at beredskabet kan meget mere end at sporsætte tog.
”Beredskabet kan meget mere, end det, der ligger i ordet ’hjælpevognsberedskab’. Med navnet Beredskab Banedanmark fortæller vi, at der er tale om et beredskab, der kan meget andet end at sporsætte tog – og som gerne byder sig selv til, når det drejer sig om at løse opgaverne”, fortæller Jes Øksnebjerg, der er områdechef i Banedanmark Infrastruktur.
Beredskab Banedanmark hjælper således ikke bare på banen, men har også jævnligt løst opgaver andre steder, når der har været ønske og behov for dette. Eksempelvis har beredskabet hjulpet til med at få både en skraldebil og en lastvogn på ret køl og få revet en skorsten ned.
”Der har også været eksempler på væltet træer på banen, hvor vi hurtigere end andre kunne fjerne træerne, så trafikken ikke blev forsinket unødigt”, forklarer Jes Øksnebjerg.
Udvidet vagtsetup
Selv om navneskiftet først sker ved årsskiftet, er man såvel internt i Banedanmark som over for de mange eksterne samarbejdspartnere begyndt at benytte det nye navn.
”Det gælder for eksempel de kommunale beredskaber, brandvæsen og politi, som allerede benytter navnet Beredskab Banedanmark. De har også altid opfattet os som værende et beredskab på baggrund af det samarbejde, vi har med dem, og de opgaver, vi løser”, siger Jes Øksnebjerg.
Samtidig med beslutningen om navneskiftet har Beredskab Banedanmark også udvidet vagtsetuppet, så der på hverdage mellem kl. 7 og 19 er medarbejdere klar til at rykke ud fra beredskabets adresse på Banemarksvej 2A i Glostrup. Resten af døgnet kører medarbejderne ud via tilkald fra hjemmet.