Der er søndag indgået et nyt forsvarsforlig for perioden 2018-2023, men selv om der tilføres 12 mia. kr. til området, så er der ikke ekstra penge til de kommunale beredskaber. I stedet skal beredskabets robusthed og dimensionering undersøges i 2019. Beredskabsstyrelsens statslige beredskab styrkes dog med ca. 125 ekstra værnepligtige, og der tilføres 25 mio. kr. til bl.a. materiel.
Forsvarsforliget blev søndag middag indgået mellem regeringen og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre. Forliget indebærer, at der tilføres godt 12 mia. kr. til det samlede forsvarsområde. Fra 2023 vil det årlige budget således være øget med 4,8 mia. kr.
Tidligere er der blevet indgået selvstændige politiske aftaler på beredskabsområdet, men som noget helt nyt er det statslige beredskab nu en del af det samlede forsvarsforlig. Dermed er rammerne for det statslige beredskab nu også lagt for de kommende seks år.
”For at udnytte de samlede ressourcer og kapaciteter gøres det statslige redningsberedskab til en del af forsvarsforliget. Et øget samarbejde mellem Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen bidrager til at sikre robustheden i det samlede beredskab og dermed samfundet som helhed”, står der i forsvarsforliget.
Analyse af det kommunale beredskab
Ikke helt uventet er der ikke i forsvarsforliget ekstra penge til de kommunale beredskaber. Fordi disse beredskaber hører under kommunerne, skal de økonomiske rammer nemlig normalt reguleres gennem de årlige økonomiaftaler mellem regeringen og kommunerne – og ikke gennem det statslige forsvarsforlig.
Derimod er det blevet aftalt, at der næste år skal kigges nærmere på de kommunale beredskaber.
”Der igangsættes en undersøgelse af robustheden og dimensioneringen af de kommunale redningsberedskaber. Arbejdet forventes færdiggjort i 2019. Det analyseres i den forbindelse, om værnepligtige i det statslige redningsberedskab kan støtte relevante kommunale beredskaber i forbindelse med værnepligten. Kommissorium herfor forelægges forligskredsen til godkendelse”, står der i forsvarsforliget.
Flere værnepligtige til det statslige beredskab
Til gengæld er der flere ressourcer på vej til Beredskabsstyrelsens statslige beredskab.
”Det statslige redningsberedskabs operative robusthed styrkes med ca. 125 ekstra værnepligtige og ekstra befalingsmænd. Desuden tilføres yderligere 25 mio. kr. til styrket krisestyringskapacitet og anskaffelse af materiel, fx til forureningsbekæmpelse eller imødegåelse af naturkatastrofer. (…) Mulighederne for at øge rekruttering til de statslige og kommunale beredskaber af værnepligtige efter endt værnepligt i det statslige beredskab forfølges”, fremgår det af forliget.
Konkret får det statslige beredskab 5 mio. kr. ekstra om året i 2018 og 2019, stigende til 25 mio. kr. i 2020, 42 mio. kr. i 2021 og 2022 samt 37 mio. kr. i 2023.