Når Vejle Kommune fra årsskiftet udtræder af det fælleskommunale TrekantBrand, så overtager kommunen en hovedpine fra TrekantBrand: Allerede ved oprettelsen af TrekantBrand i 2016 var Vejles brandkøretøjer aldrende. Men på grund af en presset økonomi er køretøjerne i TrekantBrand ikke blevet udskiftet siden da. Så nu vil Vejle købe materiel for 29 mio. kr. til kommunens nye brandvæsen.
Vejle får et selvstændigt brandvæsen fra 1. januar 2022, og i den forbindelse overtager Vejle Kommune de køretøjer, som i dag anvendes på TrekantsBrands brandstationer i kommunen. Der er bare ét problem: Køretøjerne er gamle og trænger til udskiftning.
Allerede da Vejle Kommune i 2016 blev en del af TrekantBrand, så skete det med køretøjer, som kommunen selv beskriver som ”i udpræget grad af ældre dato”. Men TrekantBrand har i en årrække været underlagt et krav om store effektiviseringer, og derfor har TrekantBrand kun i meget begrænset omfang været i stand til at forny materiellet, efterhånden som det er blevet slidt ned.
Tvingende nødvendigt med udskiftninger
Så ved Vejle Kommunes udtræden af TrekantBrand overtager kommunen altså noget materiel, som det er ”tvingende nødvendigt” at få fornyet, hvis der skal kunne opretholdes et trygt beredskab. Kommunens vurdering er, at det er helt nødvendigt at investere 12,7 mio. kr., men at der er et yderligere investeringsbehov på 16,4 mio. kr. På den baggrund har kommunens økonomiudvalg nu sagt ja til, at det kommende brandvæsen får en anlægsbevilling på 29,1 mio. kr. Som noget lidt usædvanligt vil kommunen selv købe det nye materiel med det samme. I dag anvender næsten alle andre brandvæsener ellers leasing, hvor nye køretøjer betales af over en længere årrække.
Beregninger fra Vejle Kommune har tidligere vist, at kommunen formentlig kommer til at spare omkring 4 mio. kr. om året ved at oprette et selvstændigt brandvæsen.