Nyt beredskab kan få en meget skrabet økonomi

Google Maps
Falcks brandstation i Greve. Arkivfoto.

Alt tyder på, at kommunerne Greve, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup går sammen og danner et nyt beredskab. Men foreløbige beregninger viser, at det nye beredskab vil få et meget skrabet budget, hvis kommunernes betaling skal holdes på samme niveau som hidtil. Samtidig viser beregningerne, at det kan være en stor overskudsforretning at tage Solrød Kommune med i beredskabet.

Før jul stod det klart, at Østsjællands Beredskab ikke overlever. Beredskabet består i dag af kommunerne Roskilde, Greve, Stevns, Køge, Høje-Tåstrup, Ishøj, Solrød og Vallensbæk, men samarbejdet har været præget af strid mellem ejerkommunerne og store økonomiske udfordringer.

En særlig udfordring har dog været, at det ikke er lykkedes at skabe en fælles kultur og holdånd i beredskabet. Opfattelsen blandt personalet har været, at det gamle Roskilde Brandvæsen har sat sig på ledelse og administration i beredskabet, men at kulturen i Roskilde har været meget forskellige fra kulturen på de andre brandstationer. Det har skabt store frustrationer blandt personalet. Eller som bestyrelsesformanden for beredskabet, Greve-borgmester Pernille Beckmann, beskriver Greve Kommunes beslutning om at forlade Østsjællands Beredskab og gå sammen med tre andre kommuner:

”Vi fire kommuner hænger geografisk sammen, og vi kender hinanden godt og vi ved, at vores beredskabsfolk – både de ansatte og de frivillige – kan lide at arbejde sammen. Og på længere sigt får vi et endnu mere robust beredskab med medarbejdere, der har en fælles beredskabskultur”.

Beredskab får budget på 31 mio. kr.

De fire nabokommuner Greve, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup lader nu til at være enige om, at de vil etablere et fælles beredskab, der i første omgang får brandstationer i Greve og Taastrup, men som måske på sigt skal have én fælles brandstation.

Umiddelbart før sammenbruddet i Østsjællands Beredskab var beredskabskommissionen blevet enig om en ny bidragsmodel, der skulle fordele ejerkommunernes betaling på en mere fair måde end hidtil. Og den model har de fire kommuner taget udgangspunkt i, selv om beslutningen om at arbejde videre med et fælles beredskab er truffet med så kort varsel, at der ikke er lavet et egentligt budget.

En beregning i et internt notat fra Greve Kommune viser imidlertid, at de fire kommuners beredskab som udgangspunkt vil få et budget på 31,3 mio. kr. Herfra skal trækkes indtægtsdækket virksomhed på 2,6 mio. kr., således at nettobetalingen fra kommunerne vil udgøre 28,7 mio. kr.

Største udgiftspost vil være det operative beredskab. Her har Falck i november afgivet et tilbud på det beredskabsområde i Østsjællands Beredskab, som udgøres af de fire kommuner. Falcks pris er beregnet til 22,7 mio. kr. om året. Greve Kommunes beregning tager dog udgangspunkt i Falcks tilbud fra juni 2018, der var på 21,3 mio. kr. Herudover afsættes 4,7 mio. kr. til administration, 1,8 mio. kr. til forebyggende arbejde, 0,7 mio. kr. til bygningsdrift og 2,8 mio. kr. til materiel. I så fald lander nettobetalingen på samme 28,7 mio. kr. som i Østsjællands Beredskab.

Realistisk, men meget skrabet budget

Ifølge Greve Kommunes notat vil de 10 mio. kr., der afsættes til de udgifter, som ikke er omfattet af Falck-kontrakten, udgøre et ”realistisk, men meget skrabet budget”. Der er således hverken afsat penge til værksted, vagtcentral eller administrativ ledelse af beredskabet. Her vurderer kommunen dog, at udgifterne – i hvert fald til en vis grad – kan dækkes af indtægter fra bl.a. blinde alarmer.

Hidtil har de fire kommuner været afvisende overfor at tage Solrød Kommune med i det nye beredskab. Vurderingen er nemlig, at en ny, fælles brandstation ikke vil kunne dække Solrød indenfor en rimelig udrykningstid. Men beregningerne fra Greve Kommune viser, at det fælles beredskab kan få en væsentligt bedre økonomi, hvis Solrød inviteres med.

Baggrunden er, at Solrøds nettobidrag til beredskabet vil udgøre 4,4 mio. kr. Men Falcks seneste tilbud viser, at Falck kun skal have 1,6 mio. kr. ekstra, hvis Solrød skal indgå i samme beredskabsområde som de fire andre kommuner. Dermed vil en inkludering af Solrød Kommune kunne give et bidrag på 2,8 mio. kr. til dækning af øvrige omkostninger.

På den baggrund overvejes en model, hvor Solrød Kommune tilbydes tilkøb af beredskab for størstedelen af kommunen, mens den øvrige del vil kunne tilkøbes hos et nyt Roskilde Brandvæsen.

Usikkerhed om Falck-kontrakt

Greve Kommune understreger i det interne notat, at der stadig er en række usikre og uafklarede forhold. Det gælder blandt andet spørgsmålet om, hvordan økonomien vil se ud, hvis der oprettes én brandstation i området, samt hvad engangsudgifterne ved opløsningen af Østsjællands Beredskab og den efterfølgende oprettelse af et nyt beredskab vil være.

En særlig usikkerhed er knyttet til Falck-kontrakten. Her er det fortsat tanken, at Østsjællands Beredskab vil indgå en ny kontrakt med Falck, som skal omfatte perioden fra 1. februar 2019 til 31. januar 2027. Men der udestår en afklaring af flere væsentlige forhold om bl.a. længden af kontraktens uopsigelighedsperiode, bemandingen med deltidsbrandfolk samt huslejebetaling til Falck for leje af bygninger til administrationen, inden en ny kontrakt kan underskrives.

Det foreliggende udkast til Falck-kontrakt er opdelt i områderne (a) Greve, Høje-Taastrup, Ishøj og Vallensbæk, (b) Solrød og (c) Stevns. Det fremgår imidlertid af kontrakten, at såfremt kommunerne i et område forlader Østsjællands Beredskab, så kan de kræve, at kontrakten videreføres på samme vilkår og til samme forholdsmæssige pris som hidtil.

Annonce