Nye omkørselsruter skal mindske motorvejskøer ved uheld

Bilister skal fremover guides hurtigere uden om uheld på motorvejen. Derfor lancerer Vejdirektoratet sammen med tolv kommuner nu 19 nye omkørselsruter, der mindsker kø, og i stedet leder bilisterne hurtigt uden om uheldene. Omkørselsruterne er en udbygning af samarbejdet mellem politi, kommuner og Vejdirektoratet for at skabe bedre forhold for trafikanterne.

Ved de 19 nye omkørselsruter vil det være muligt at aktivere en omkørsel, og lede trafikken uden om uheld på motorvejen.

“Vi vil gerne begrænse de situationer, hvor folk holder unødigt stille i kø på motorvejen på grund af uheld. Det er irriterende og det er rigtig dyrt for samfundet. Med omkørselsruter leder vi trafikanterne af motorvejen, uden om ulykkesstedet og tilbage på motorvejen. Og selv om man kommer på en lille omvej, så bliver forsinkelsen meget mindre. Kort sagt så bliver omvejen en genvej”, siger Charlotte Vithen, der er områdechef i Vejdirektoratet.

“Vi ser frem til at være med til at afprøve konceptet med omkørselsruter, og vi forventer, at det vil kunne føre til færre køer,” siger Frank Mathiesen fra Rigspolitiet.

Annonce