Fremover bliver det i højere grad de enkelte kommuner, som skal beslutte, hvor der skal foretages brandsyn. Kommunerne får således mulighed for at målrette deres brandsyn mod de bygninger og virksomheder, hvor de konkret vurderer, at brandsynene vil give mest effekt. Samtidig er det slut med faste brandsynsterminer. Det er de vigtigste elementer i en ny bekendtgørelse.
I december 2014 blev der indgået en politisk aftale om beredskabet for 2015. Det fremgår af aftalen, at reglerne for brandsyn skal målrettes og forenkles. Og det er baggrunden for, at Beredskabsstyrelsen nu har udarbejde et udkast til en ny bekendtgørelse om brandsyn, som netop er blevet sendt i høring.
Bekendtgørelse bygger på de overvejelser og drøftelser, der afspejles i både en delrapport og den endelige rapport fra Redningsberedskabets Strukturudvalg.
Kommuner kan selv tilrettelægge brandsyn
I bekendtgørelsen lægger op til, at kommunalbestyrelsen får større frihed til at tilrettelægge brandsynene. Hensigten er, at brandsynene målrettes de bygninger og brandfarlige virksomheder m.v., hvor brandsynene ud fra lokale risikoovervejelser giver mest effekt.
Ændringen betyder, at det hidtidige system med faste brandsynsterminer for alle objekter forlades til fordel for mere målrettede brandsyn, der gennemføres ud fra konkrete risikoovervejelser og individuelt fastsatte terminer for en række brandsynsobjekters vedkommende. Det får dermed også betydning for antallet af brandsyn, der forventes at falde. For ”særlige” objekter kan brandsynsterminen dog ikke fraviges.
Bekendtgørelsen indeholder et bilag, der indeholder en udtømmende liste over alle typer brandsynsobjekter.
Nye betegnelser for brandsyn
Bekendtgørelsen indeholder bl.a. følgende nye betegnelser for brandsyn:
- ”Opfølgende brandsyn”, hvor kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering af brandsikkerheden foretager opfølgende brandsyn på brandsynsobjekter, hvor der i forbindelse med et brandsyn er givet anmærkninger (påbud eller forbud) for overtrædelse af beredskabslovgivningen.
- ”Arrangementsbrandsyn”, der er brandsyn af forsamlingstelte, salgsområder og campingområder, der ikke er omfattet af campingreglementet, samt brandsyn af større arrangementer, som kommunalbestyrelsen har givet tilladelse til efter beredskabslovens § 35, stk. 3. Arrangementsbrandsyn gennemføres efter behov på baggrund af en risikovurdering og derfor uden en fast termin. Arrangementsbrandsyn kan foretages, inden det pågældende arrangement påbegyndes. Det skal her påses, at arrangementet er i overensstemmelse med den brandmæssige tilladelse.
- ”Ekstraordinære brandsyn”, hvor kommunalbestyrelsen uden for den fastsatte termin kan foretage brandsyn efter en konkret risikovurdering, f.eks. på baggrund af en anmeldelse, utilsigtede hændelser m.v.
Individuelle brandsynsterminer
Bilaget til bekendtgørelsen indeholder terminer for den fremtidige frekvens af brandsyn for de enkelte typer objekter. Der er ikke i forhold til de nugældende regler tilføjet nye kategorier af brandsynsobjekter.
I forhold til de ”særlige” brandsynsobjekter (type A) kan brandsynsterminen, der er fastsat i bilaget, ikke fraviges. Det er her vurderet, at der er en samfunds- og brandmæssig interesse i at have faste terminer.
For andre brandsynsobjekter fastsætter kommunalbestyrelsen fremover en individuel termin inden for fælles minimumsstandarder og på baggrund af en konkret vurdering af brandsikkerheden. Samtidig vil systemet med udskydelse af brandsyn bortfalde, da kommunalbestyrelsen til enhver tid kan fastsætte en ny termin på baggrund af en ny vurdering.
Brandsynsobjekter af type A omfattes umiddelbart af den nye bekendtgørelse. Objekter af type B og C – hvor der indføres individuelle brandsynsterminer – omfattes først, når kommunalbestyrelsen ud fra en konkret vurdering af brandsikkerheden har fastsat en individuel brandsynstermin efter de nye regler, dog senest ved det brandsyn, der ville følge af de hidtidige regler. Fastsættelse af en individuel brandsynstermin kan ske uden, at der foretages et ordinært brandsyn.
Bekendtgørelsen er i høring frem til september 2015, og bekendtgørelsen kan ses her og bilaget her.