Hovedstadens Beredskab har indsat to nye indsatsledervogne, der skal anvendes af indsatslederne med base på Hovedbrandstationen og Gearhallen i Valby. Begge køretøjer er opbygget på Volvo XC60 T8 R-design chassiser. Det er hybridbiler med både el- og benzinmotor. De har 4-hjulstræk og kan have samtidig drift af både el- og benzinmotoren.
Køretøjerne er valgt og opbygget med særlig vægt på hensyn til bæredygtighed, arbejdsmiljø og driftssikkerhed. Der er blandet andet 360 graders kamera, der giver det rette udsyn ved bakning. Udrykningssignalerne er en særlig lysbro, der både giver bedre synlighed og kan fungere som traffic-advisor, ligesom der både er elektrisk horn med flere højttalere og kompressorhorn.
I førerkabinen er monteret:
- Streamingkamera, der sender levende billeder til vagtcentralen/indre ledelse.
- SINE-terminaler i vogninstallation.
- iPad med opslagsværker.
- Printer til kortmateriale mv.
- WiFi, så køretøjet kan fungere som hot-spot.
Øvrige værktøjer:
- Termisk kamera FLIR E8.
- Måler til radioaktivitet.
- Kikkert med laserafstandsmåler.
- Vindmåler.
- Ekstra SINE-terminaler.
Ved bagklappen er der mulighed for at etablere KST med:
- Whiteboardtavle med faste felter.
- Streaming og lyd til vagtcentralen/indre ledelse.
- Opkald på SINE til vagtcentralen.
De to køretøjer får vognnumrene P204 og P205, og de placeres på henholdsvis Hovedbrandstationen som indsatsleder Øst-2 og Gearhallen som indsatsleder Vest.
”El-drevne køretøjer giver en åbenlys miljømæssig fordel. De køretøjer, som vi lige nu er i gang med at sætte i drift, er hybridkøretøjer med både el- og benzinmotor. Det er selvfølgelig interessant for os at følge med i, hvad fremtiden bringer, og særligt i forhold til udviklingen og mulighederne for at reducere miljøpåvirkninger og sikre et bedre arbejdsmiljø”, fortæller Tim OIe Simonsen, der er operationschef i Hovedstadens Beredskab.
Foto: Hovedstadens Beredskab