Nye Falck-stationer i Hårlev og Store Heddinge

Falck har overtaget en tidligere lager- og garagebygning på Industrivej 26 i Hårlev, og her vil Falck snarest gå i gang med at indrette en moderne brandstation. Den eksisterende brandstation er for lille til at rumme stationens nye autosprøjte, som er blevet indsat i forbindelse med, at stationen er opgraderet fra hjælpestation til selvstændig brandstation. Også i Store Heddinge er en ny Falck-station på tegnebrættet.

Om brandstationen i Hårlev fortæller områdeleder Kim Hvolbøl: “Ud over indretning af selve stationen og tilhørende mandskabsfaciliteter, er der også en tilknyttet bolig, der skal renoveres, så vi skønner at være klar til indvielse i god tid før næste nytårsparade”.

Den anden store opgave for Falck i området er planerne om en helt ny Falck-station i Store Heddinge, skriver Dagbladet. Der pågår i øjeblikket en del undersøgelser om mulig udformning af den nye station. “Projektet er endnu på skitseplan, men vi forventer at arkitekterne kommer med et skitseforslag her efter ferien, så der formentlig kan træffes en beslutningen i løbet af august eller september”, siger Kim Hvolbøl.

Det ligger allerede nu fast, at den gamle Falck-station i Store Heddinge skal rives ned, og derfor bliver der en periode, hvor man skal finde alternativ placering til køretøjer og mandskab. Desuden er det besluttet at tilføre stationen i Store Heddinge en ny vandtankvogn og en ny autosprøjte, som begge skal leveres i første halvdel af 2008. Baggrunden for de nye bygninger og det nye materiel er en ny fem-årig aftale om brandslukning, som Falck ved årsskiftet har indgået med Stevns Kommune.

Annonce