Ny viden skal styrke indsats ved brand i store batterilagre

Store batterilagre – de såkaldte BESS-anlæg – etableres for at sikre en robust forsyningssikkerhed fra sol- og vindenergi. Men for beredskaberne giver lagrene en særlig udfordring, og derfor sættes der nu fokus på risikovurderingen af særlige faremomenter ved brand i og omkring anlæggenes litiumionbatterier.

Det er et nyt temahæfte fra Beredskabsstyrelsen, som sætter fokus på de særlige faremomenter ved brand i og omkring litiumionbatterier på Battery Energy Storage Systems (BESS-anlæg).

Formålet med temahæftet er at belyse de risici, som kan opstå i forbindelse med redningsberedskabets indsats, samt beskrive taktiske mål for indsatsen, der kan iværksættes baseret på denne viden.

”Temahæftet skal omsætte og formidle faglig viden om de særlige farer, der kan være ved indsatsen på en grundig, men også tilgængelig måde. Som noget nyt har vi udarbejdet en række scenarier, der tager højde for batterilagrenes forskelle i størrelser og set-ups. Scenarierne kommer til på sigt at kunne indgå i undervisning af vores holdledere og indsatsledere her på uddannelsescentret”, fortæller chefsergent Kenny Bülow fra Beredskabsstyrelsen Center for Uddannelse.

Også fokus på sikkerheden for mandskabet

De kommunale redningsberedskaber risikerer i stigende grad risikerer at skulle rykke til brande på batterilagrene:

”Vi har for nylig haft en brand i et BESS-anlæg i Skagen. Det var i det fri – men særligt i lukkede rum vil en brand medføre behov for at håndtere indsatsen anderledes end andre bygningsbrande. Temahæftet tager udgangspunkt i de situationer, vi møder. Det giver et værktøj til opstart af en indsats, som vi så ofte må revurdere undervejs. Vi sætter pris på, at vi og vores kolleger nu får anvisninger til, hvordan denne type af hændelse kan håndteres, så der også er fokus på sikkerheden for mandskabet”, siger Jan Nedza, der er beredskabschef i Nordjyllands Beredskab.

Læs temahæftet her.

Annonce