Beredskabsstyrelsens retningslinjer for indsatsledelse er udkommet i en opdateret version, som afløser de hidtil gældende retningslinjer fra 2013. Blandt ændringerne er nye betegnelser for indsatslederne, hvor der er kommet nye og mere enslydende betegnelser for lederne fra de tre overordnede beredskaber – politiet, redningsberedskabet og sundhedsberedskabet.
Beredskabsstyrelsen har i samarbejde med de relevante myndigheder revideret retningslinjerne for indsatsledelse (REFIL), som beskriver de overordnede ledelsesmæssige forhold og samarbejdsprincipper for beredskabsmæssige indsatser i Danmark. Den nye version afløser retningslinjerne fra november 2013, oplyser Beredskabsstyrelsen.
REFIL udstikker rammerne for såvel dagligt forekommende hændelser som for større og mere komplekse hændelser, og retningslinjerne omhandler en række beredskabsaktører – primært politiet, redningsberedskabet og sundhedsberedskabet, men også andre, der kan indgå i en beredskabsmæssig indsats.
Nye betegnelser for indsatsledere
På baggrund af erfaringer indhentet siden den forrige version fra 2013 er der foretaget en række ændringer i REFIL.
Blandt ændringerne er nye og mere enslydende betegnelser for lederne fra de tre overordnede beredskaber, nemlig politiet, redningsberedskabet og sundhedsberedskabet. Betegnelserne er nu: Indsatsleder Politi (ISL POLITI), Indsatsleder Brand (ISL BRAND) og Indsatsleder Sund (ISL SUND).
Nyt begreb: Sikkerhedshændelser
Den nye version af REFIL er endvidere justeret, så der er en mere ensartet opbygning af beskrivelsen af de enkelte beredskabsaktører.
Betegnelsen ”særlige beredskabshændelser” er desuden ændret til ”sikkerhedshændelser”. Begrebet dækker bl.a. terrorhændelser. I tilfælde, hvor der kan være bevæbnede gerningsmænd på eller nær skadestedet, er begreberne rød zone, gul zone og grøn zone introduceret som udtryk for, at der er henholdsvis høj, middel eller lav risiko for, at indsatsmandskabet møder sådanne gerningsmænd.
Der er herudover foretaget en række justeringer i bilaget med fagtermer (tidligere betegnet ordliste), ligesom der er indsat et bilag om markeringsveste.
REFIL kan downloades her.