Nordvestjyllands Brandvæsen har opbygget en ny badtrailer, som gør det muligt for brandfolkene at få vasket sod af huden og skifte til rent tøj allerede på brandstedet. Brandfolkene har hele tiden haft mulighed komme i bad på brandstationerne, men for yderligere at sikre de lokale brandfolks sundhed og arbejdsvilkår, vil traileren rykke ud til brandstederne fra efteråret.
Den sod, som udvikles i forbindelse med brand, giver øget risiko for kræft, og nyere forskning peger på, at de skadelige stoffer ikke alene er farlig ved indånding, men også kan optages gennem huden.
Forskningen viser, at soden giver brandfolkene en øget mængde tjærestoffer på huden og i urinen efter brandslukning. Tjærestoffer skader DNA’et i kroppen. Derfor er det vigtigt at tage bad umiddelbart efter slukningsarbejdet.
Det er baggrunden for, at Nordvestjyllands Brandvæsen har valgt at opbygge en ny badtrailer, så brandfolkene får mulighed for at gå i bad allerede på brandstedet.
Minimerer kontakt med sod
Traileren er indrettet, så brandfolkene går ind i et forrum, hvor det beskidte arbejdstøj tages af. Efter badet træder brandfolkene ud i et nyt rum, hvor der ligger rent tøj klar. Indretningen minimerer kontakten med branddragter og udstyr, som er påvirket af sod.
Badtraileren forventes at blive taget i brug ved brande i løbet af efteråret 2020.