Slukningen af en markbrand ved Ålsgårde i Nordsjælland endte med at blive en dyr fornøjelse. Under slukningsarbejdet brød en næsten ny tanksprøjte fra Nordsjællands Brandvæsens station i Tikøb nemlig i brand, og brandfolkene kunne ikke redde køretøjet til en værdi af ca. 2 mio. kr. Brandvæsenet mener, at der måske har været noget galt med tanksprøjtens konstruktionen.
Stationen i Tikøb var sammen med nabostationen i Hornbæk fredag eftermiddag indsat ved en markbrand på Skibstrupvej ved Ålsgårde. Her opdagede en brandmand, at der var flammer under tanksprøjten, selv om den ikke på det tidspunkt var i nærheden af den brændende mark.
Beredskabschef Niels Mørup fra Nordsjællands Brandvæsen har mistanke om, at noget halm kan have sat sig fast ved tanksprøjtens katalysator. ”Sådan en katalysator er måske 900-1100 grader varm, og hvis der så er noget halm, der under fremkørslen hen over marken, er kommet op, så er det ikke meget, der skal til, før der går ild i det. Men det er slet ikke noget, vi har oplevet tidligere, så vi tror måske, at det har noget med konstruktionen at gøre. Det må vi tale med producenten om”, siger Niels Mørup til B.T.
Tanksprøjtens chauffør forsøgte at få køretøjet væk fra flammerne, men al luften på tanksprøjten gik, hvorefter den stoppede og ”satte sig”. Et forsøg på at slukke branden med tanksprøjtens HT’er måtte opgives, da pumpen satte ud, og brandfolkene kunne på grund af flammerne ikke få adgang til skumslukkerne.
”Så de måtte bare stå og se, at den brændte og vente på, at den næste brandbil kom. Det er jo forfærdeligt. Også for vores chauffør. Det er ham, der har været med til at bestemme, at vi skulle have denne brandbil. Han har siddet i det udvalg, der har fået den bygget, og han har været nede på fabrikken, hvor den er blevet bygget. Så han har også været knust over det. Lidt mere end de andre, vil jeg sige. Heldigvis er det en død ting, der er kommet til skade og ikke en brandmand. Sådan kan man også se på det”, siger Niels Mørup til B.T.
Tanksprøjten havde en værdi af ca. 2 mio. kr. og var kun otte måneder gammel. Der er nu indsat et reservekøretøj på stationen.