Banedanmarks Hjælpevognsberedskab har fået bedre lokaler og bedre muligheder for at rykke ud, efter at beredskabet nu er flyttet til Glostrup. Hjælpevognsberedskabet har hidtil haft adresse på Otto Busses Vej i København, men nu er den æra slut, og hjælpevognsberedskabet er flyttet til Banemarksvej i Glostrup.
Hjælpevognsberedskabet råder over specialiseret materiel, og beredskabet rykker blandt andet ud i tilfælde af afsporing og nedbrud på tog samt ved ulykker. Her varetager hjælpevognsberedskabet bjergning af jernbanemateriel og vurdering af – samt frigivelse af – materiel efter bjergning, sikring af hændelsesstedet og indsamling af fakta på hændelsesstedet.
De nye lokaler i Glostrup er mere egnede, og de giver bedre plads til materiellet og bedre forhold for medarbejderne.
Men herudover giver den nye placering også andre fordele. Glostrup ligger mere centralt på Sjælland, og det betyder, at hjælpevognsberedskabets biler får lettere ved at rykke ud og dermed hurtigere kan være fremme. Og det uanset hvor i Danmark, der er behov for hjælpevognsberedskabet og dets biler, donkrafte, kraner og ekspertise.
Kortere responstid
“Tiden er en helt afgørende faktor, når vi rykker ud, og vores responstid er nu kortere, fordi vi ikke længere skal køre gennem København, hvor trafikken ofte er meget tæt. Vi har nu hjemme tæt på flere motorveje, så vi hurtigt kan komme frem, og er der behov for at sporsætte vores tovejskøretøjer, så er der også mulighed for det tæt på vores nye adresse”, fortæller Aksel Christensen, der er teamleder i Banedanmarks Hjælpevognsberedskab.
Ligesom der på Otto Busses Vej har været spor til rådighed, hvor hjælpevognsberedskabet har haft mulighed for at holde øvelser, så får de samme muligheder nu. Ved Taastrup Station er der således flere spor, hvor der er mulighed for at teste materiellet.