Ny genopretningsplan for brandvæsen: Lavere betaling til brandfolk

Vestsjællands Brandvæsen har et kronisk underskud, og det skal en ny genopretningsplan gøre noget ved. Blandt forslagene i den nye plan er, at brandfolkenes betaling skal reduceres, hvis de møder ind, men ikke når at komme med på udrykningen. Men også færre indsatsledere, dårligere rengøring og højere ABA-gebyrer indgår i planen.

I år tegner det til, at Vestsjællands Brandvæsen får et underskud på 2,5 mio. kr. Ifølge brandvæsenet skyldes det blandt andet, at Slagelse Kommunes udtræden af det fælleskommunale brandvæsen resulterede i en underfinansiering på 2,2 mio. kr., da brandvæsenet blev oprettet.

Nu har Vestsjællands Brandvæsen så udarbejdet et forslag til en genopretningsplan, der skal skabe balance i økonomien. Planen består af i alt 11 konkrete forslag, der samlet set kan give en besparelse på ca. 2,9 mio. kr. om året.

Forslag kan få brandfolk til at stoppe

Et af forslagene er, at deltidsbrandfolkene fremover ikke skal have udbetalt løn for tre timer, når de møder ind til en alarm, men ikke kommer med på udrykningen. Den betaling skal i stedet reduceres til en enkelt time. Det vil kunne give en årlig besparelse på 0,5 mio. kr., om end brandvæsenet selv bemærker, at konsekvensen kan være, at der er brandfolk, som vælger at stoppe, samt at motivationen bliver mindre. Omvendt mener brandvæsenet, at tiltaget vil motivere brandfolkene til at møde hurtigere ind ved alarm.

Et andet tiltag er at spare 0,2 mio. kr. ved at stoppe den udskiftning af branddragter, som alene sker for at sikre, at alle brandfolk får ”Vestsjællands Brandvæsen” på ryggen. Her kan der spares 0,2 mio. kr., hvis branddragterne kun skiftes, når de ikke længere er brugbare. Besparelsen vil dog kun gælde i 2019.

Herudover foreslås det, at der spares 0,1 mio. kr. ved at ophøre med separate bådøvelser, 0,5 mio. kr. ved at nedlægge en stilling i den operative stilling, 0,4 mio. kr. ved at nedlægge en administrativ stilling, 0,4 mio. kr. ved at reducere fra fem til fire indsatslederområder, 0,6 mio. kr. ved at øge ABA-tilslutningsgebyret til landsgennemsnittet, 0,4 mio. kr. ved en allerede besluttet nedlæggelse af stillingen som chef for myndighedsafdelingen samt 0,1 mio. kr. ved at halvere rengøringsomkostningerne gennem en sænkning af niveauet for rengøring.

Vagtcentral giver overskud

Også muligheden for at nedlægge brandvæsenets bemandede vagtcentral er vurderet. Vagtcentralen er et prestigeprojekt for brandvæsenet, der har arbejdet for at skabe det, der betegnes som ”ejerkommunernes vagtcentral”, som skal håndtere en række serviceopgaver for ejerkommunerne, f.eks. nødkald, tyverialarmer, elevatoralarmer, videoovervågning og kommunale vagttelefoner.

Vagtcentralen koster i dag 4,6 mio. kr., men samtidig genereres der indtægter på 6,6 mio. kr., så vagtcentralen bidrager årligt med et overskud på 2 mio. kr. Vælges et alternativ, f.eks. at overlade opgaven til Hovedstadens Beredskab, vil omkostningerne kunne reduceres til 2,7 mio. kr., men samtidig vil en stor del af indtægterne bortfalde – og dermed vil vagtcentralen ikke længere give det nuværende overskud.

Annonce