I næste uge indvies en nyrenoveret Falck-station i Præstø. Men korte og usikre kontrakter på både brand- og ambulanceområdet gør, at det nok fremover bliver sjældent at se nybyggede, traditionelle Falck-stationer. I Præstø er stationen opbygget af moduler med en stålhal til køretøjerne og pavilloner til mandskabet – og dermed kan stationen flyttes på 1½ måned.
Den gamle Falck-station i Præstø var fra 1943 og utidssvarende, men på torsdag indvies en ny station. Tiderne har imidlertid ændret sig i Præstø, hvor der i dag kun er tre brandkøretøjer tilbage på stationen på Lindevej. Før var der også to ambulancer og en kranvogn, men de sidste ambulancefolk rykkede 1. juni 2014 til Næstved.
Netop udviklingen, hvor ambulancetjenesten jævnligt er i udbud og hvor ambulanceberedskaberne flyttes mere rundt, samt den kommende strukturreform på brandområdet, gør, at der ikke i Præstø bygges en traditionel Falck-station. Således oplevede Falck i Store Heddinge, at der var blevet bygget en helt ny station, men kort tid efter indvielsen mistede Falck brandslukningen. Det ønsker man ikke at se gentaget i Præstø, så her er der valgt en anden model.
Den nye station i Præstø opbygges som moduler med en stålhal til brandkøretøjerne og pavilloner til mandskab og administration. Dermed kan stationen flyttes til en anden by på bare 1½ måned, hvis Falck mister brandslukningskontrakten.
”Hvis man mister en kontrakt på drift af en brandstation, som oftest løber fem år ad gangen, kan man nu bare rive teltpælene op. Det er svært at vide, hvilke forhold der vil blive i fremtiden. Det er også derfor, man bygger, som man gør. Pavilloner kan flyttes, og det er vigtigt”, fortæller brandstationsleder Bo Olsen til Sjællandske.
Selv om Falck kan risikere at miste brandslukningskontrakten, så frygter brandstationslederen ikke, at den lokale brandstation bliver nedlagt:
”Vi dækker hele vores område omkring Præstø, men også Fladså. Vi har kortere vej, end Næstved har. De kan ikke lukke os. Der vil blive for langt. Men vi ved jo ikke, hvordan kontrakten lyder om fem år”, siger Bo Olsen til Sjællandske.