De seneste år er redningslifte blevet mere og mere sjældne på de danske brandstationer, hvor de ofte erstattes af drejestiger. Det er nu også sket i Fåborg, hvor en forholdsvis ny redningslift fra 2008 erstattes af en nyopbygget drejestige, der både er mere alsidig og er lettere at betjene for brandfolkene.
Det er Falck, som tidligere på året meddelte Beredskab Fyn, at redningskorpset ønskede at udskifte redningsliften på brandstation i Fåborg. Køretøjet er en Volvo FL7 280 fra 2008, som Falck ønskede at udskifte med en mere tidssvarende drejestige.
Det ønske valgte ledelsen i Beredskab Fyn at acceptere under henvisning til, at en drejestige er et mere alsidigt køretøj, som i øvrigt er lettere at betjene.
Nu har brandfolkene i Fåborg så fået den nye drejestige, der blev sat i drift i midten af december. Det er en 30m. Metz-stige, der er opbygget på et Mercedes-Benz 1630 chassis.