Ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning

Den 1. januar 2022 tiltræder 53-årige Rikke Sønderriis som ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning. Rikke Sønderriis er uddannet cand.techn.soc. fra Institut for Miljø, Teknologi og Samfund på Roskilde Universitet. Hun har i sin karriere stået i spidsen for en række forskellige områder inden for miljø, teknik og ejendomme i Københavns Kommune.

Rikke Sønderriis har blandt andet været medlem af direktionen i Københavns Ejendomme & Indkøb og konstitueret vicedirektør og medlem af koncernledelsen i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Den nye beredskabsdirektør kommer senest fra en stilling som centerchef i Center for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune.

”Siden 2015 har jeg været chef for områder, hvor der er mange interesser involveret og megen politisk opmærksomhed. Som leder står jeg for at håndtere forskellige hensyn og skabe klarhed og accept for alle involverede, så vi kan bevæge os fremad sammen. Jeg tager de erfaringer med mig som beredskabsdirektør i Frederiksborg Brand og Redning”, fortæller Rikke Sønderriis.

”Det her job er helt klart en ’drengedrøm’ for mig, der nu går i opfyldelse. Jeg har en kæmpe respekt for de mennesker, der hver dag arbejder for at gøre noget for andre og for at skabe trygge og sikre rammer i vores samfund”, tilføjer Rikke Sønderriis.

”Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde velkommen til Rikke Sønderriis som ny direktør for Frederiksborg Brand og Redning. Med Rikkes store erfaring – og de resultater hun har opnået i sine tidligere lederstillinger – er jeg sikker på, at den vigtige opgave som beredskabsdirektør er lagt i de helt rigtige hænder”, siger John Schmidt Andersen, der er formand for beredskabskommissionen for Frederiksborg Brand og Redning.

Frederiksborg Brand og Redning dækker kommunerne Frederikssund, Halsnæs, Hillerød, Furesø og Egedal.

Annonce