Vil indføre ny dimensionering trods advarsel fra Beredskabsstyrelsen

Alt tyder på, at kommunalbestyrelsen i Holbæk på onsdag vedtager en ny risikobaseret dimensionering af beredskabet – til trods for, at Beredskabsstyrelsen har betegnet den nye dimensionering som betænkelig, fordi den på flere punkter svækker beredskabet. Kommunen vil reducere brandstationen i Mørkøv til en hjælpestation, og samtidig reduceres vagtstyrken på hovedstationen i Holbæk med to mand. På materielområdet vil der blevet afskaffet en tankvogn og en redningsvogn. På sigt overvejes det dog at etablere 1-minutsberedskab i Holbæk.

Ifølge Holbæk Kommune vil den reviderede dimensioneringsplan give en mere optimal udnyttelse af beredskabets ressourcer. Det skal blandt andet ske ved at udrykningerne i højere grad sammensættes af køretøjer fra flere forskellige stationer.

Overordnet fastholder kommunen den nuværende stationsstruktur med en hovedstation i Holbæk, der råder over to slukningstog, samt hjælpestationer i Tølløse og på Tuse Næs og Orø. I Mørkøv vil den nuværende brandstation blive nedgraderet, således at materiellet kun består af en tanksprøjte, ligesom bemandingen reduceres fra 1+5 til 1+3. Dermed vil alle stationer med undtagelse af Holbæk have samme bemanding, nemlig 1+3.

I Holbæk vil bemandingen også blive reduceret, således at vagtholdet på 1. udrykningen mister to mand og bliver på 1+7. Der vil fortsat være 1+3 mand på vagt til at bemande 2. udrykningen. Materielmæssigt vil stationens autosprøjte blive udskiftet med en 5.000 l. tanksprøjte, så der rådes over to tanksprøjter. Begge tanksprøjter vil blive udstyret med frigørelsesværktøj, og det giver mulighed for at lade den nuværende redningsvogn udgå.

Skal ansætte flere brandfolk

Med den nye dimensionering vil det samlede beredskab i Holbæk Kommune bestå af seks holdledere og 22 brandfolk i 5-minutters beredskab, hvilket er fire brandfolk færre end i dag. Imidlertid vil den samlede styrke blive øget, således at der i alt skal være ansat 63 deltidsbrandfolk mod i dag 51. I Holbæk skal der ansættes syv ekstra brandfolk, mens de øvrige stationer får mellem én og tre ekstra brandfolk. Antallet af holdledere reduceres dog fra 28 til 24. Inden for 5-10 år ønsker kommunen, at det overvejes, om der skal etableres et 1-minutsberedskab i Holbæk.

Af øvrige ændringer vil Holbæk Kommune indgå aftale med Frederikssund-Halsnæs Brand- og Redningsberedskab om højde- og dybderedning, ligesom det frivillige beredskab mister tre køretøjer, som erstattes af ét nyt. På det administrative område vil beredskabet blive opgraderet med et halvt årsværk, så der i alt vil være fem administrative medarbejdere. Kommunen ønsker også, at kommunalt ansatte medarbejdere skal overtage de indsatsledervagter, som i dag dækkes af Falck-medarbejdere.

Beredskabsstyrelsen: Betænkeligt

I en udtalelse om dimensioneringsplanen er Beredskabsstyrelsen usædvanligt direkte: Ifølge styrelsen er de planlagte reduktioner af beredskabet betænkelige, fordi de svækker Holbæk Kommunes samlede beredskab.

Beredskabsstyrelsen påpeger desuden i udtalelsen på forskellige problemer i dimensioneringsplanen. F.eks. skriver kommunen, at man forventer, at reduktionen af beredskabet i Mørkøv vil medføre, at antallet af udrykninger, hvor der er behov for assistance fra andre stationer, stiger med 20 %, men samtidig skriver kommunen andetsteds, at man ikke forventer, at den ændrede dimensionering vil give en væsentlig stigning i behovet for assistance. ”Beredskabsstyrelsen finder ikke, at der er tilstrækkelig klar sammenhæng mellem disse oplysninger”, lyder den tørre kommentar fra Beredskabsstyrelsen, som også efterlyser en nærmere belysning af, hvad den reducerede vandkapacitet vil få af konsekvenser.

”Beredskabsstyrelsen skal på baggrund af ovenstående anbefale, at beredskabskommissionen og kommunalbestyrelsen ved den videre behandling af sagen er særligt opmærksomme på konsekvenserne af svækkelsen af beredskabet. Styrelsen skal i den forbindelse understrege, at det er kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge et forsvarligt redningsberedskab ud fra de kriterier, der fremgår af dimensioneringsbekendtgørelsen”, skriver Beredskabsstyrelsen. Hvis kommunen alligevel vælger at gå videre med dimensioneringen, så skal den efter 12 måneder udarbejde en evaluering, som skal sendes til Beredskabsstyrelsen.

Trods Beredskabsstyrelsens kritik ser det ud til, at den nye dimensionering bliver en realitet. Planen er allerede blev godkendt i kommunens økonomiudvalg, og onsdag skal den til behandling i kommunalbestyrelsen.

Annonce