Ny brandstation klar til tiden – og næsten indenfor budgettet

I begyndelsen af marts 2017 vil Tønders nye brandstation på Nordre Landevej efter planen kunne indvies. Dermed overholdes tidsplanen for nybyggeriet og ombygningen af de eksisterende bygninger, som blev indledt for et lille år siden. Selve byggeriet overholder også budgettet, men det har vist sig, at der ikke var budgettet med skabe til brandværnets materiel, og det gør byggeriet dyrere.

I alt har Tønder Kommune afsat 6 mio. kr. til den nye brandstation, fordelt med 3 mio. kr. i henholdsvis 2016 og 2017. I forbindelse med projekteringen af brandstationen er der imidlertid kommet ønske fra det frivillige brandværn om at få opsat skabe til brandværnets materiel. Det var der ikke taget højde for i det oprindelige budget, og skabene og installering vil dermed fordyre byggeriet med ca. 250.000 kr.

En del af en oprindelig bygning på grunden skal bruges af brandværnet, og denne bygning har vist sig at skulle have skiftet udhæng, hvilket koster 170.000 kr. ekstra. Udskiftningen af udhæng kan ikke udsættes, uden at det vil medføre en merudgift udover de 170.000 kr., som det altså vil koste at gennemføre udskiftningen sammen med nybyggeriet.

Til gengæld er der fundet forskellige andre besparelser undervejs, og derfor ventes det, at den samlede udgift til byggeriet ender på 6,1 mio. kr. – altså beskedne 0,1 mio. kr. over det oprindelige budget. Samtidig har det vist sig muligt at finansiere 2017-udgifterne med ubrugte anlægsmidler fra 2016.

Planen er, brandstationen indvies den 4. marts 2017.

Annonce