Ny app advarer bilister om udrykningskøretøjer

Fremover vil både bilister, cyklister og fodgængere måske få en advarsel på deres smartphones, når et udrykningskøretøj nærmer sig. Flere firmaer arbejder på at udvikle ny teknologi på området, men en ny app, som i øjeblikket testes af brandvæsenet i Chicago, har indtil videre været en succes.

Målet med Heedful Audio Alert System (HAAS) er at nedbringe antallet af ulykker, som involverer udrykningskøretøjer. Det skal ske ved at sende en advarsel til smartphones, når et udrykningskøretøj nærmer sig.

HAAS får data fra en enhed, der placeres i det enkelte udrykningskøretøj. Herfra sendes data om køretøjets aktuelle position til en central server, hvorefter der sendes en advarsel til brugere i lokalområdet, som har HAAS-app’en eller har en GPS, som understøtter HAAS. Alternativt kan HAAS få data direkte fra brandvæsenets vagtcentral.

Hvis HAAS’ brugere lytter til musik, når advarslen indløber, bliver musikken afbrudt, og advarslen bliver læst op.

I øjeblikket testes HAAS af brandvæsenet i firmaets hjemby, Chicago. I første omgang blev systemet installeret i to autosprøjter, men på baggrund af de første erfaringer er testen ved at blive udvidet til yderligere køretøjer.

Annonce