Ny analyse: Elcykler og elløbehjul brænder sjældent

En ny analyse fra Beredskabsstyrelsen viser, at litiumion-batterier i f.eks. elcykler og elløbehjul sjældent brænder. Analysen viser dog også, at risikoen for, at der opstår brand i et produkt med et litiumion-batteri, øges i forbindelse med opladning af batteriet. Opladningen sker ofte inde i en bolig, og der er derfor grund til at være opmærksom i forbindelse med opladning.

I takt med stigende elektrificering i samfundet tages flere og flere produkter med litiumionbatterier i brug.

I en ny fokusanalyse har Beredskabsstyrelsen undersøgt brandrisikoen ved mindre produkter med litiumion-batterier, f.eks. elcykler og elløbehjul. Analysen viser, at disse produkter sjældent brænder – særligt set i forhold til hvor mange af denne type af produkter, der findes på gaden.

Analysen viser også, at risikoen for, at der opstår brand i et produkt med et litiumion-batteri, øges i forbindelse med opladning af batteriet. Opladningen sker ofte inde i en bolig. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvordan og hvor opladning af litiumion-batterierne foregår. Et godt råd er at have en fungerende røgalarm i det rum, hvor du oplader batterierne.

”Der kører over 300.000 elcykler rundt på de danske veje. I det lys går der heldigvis sjældent brand i produkterne. Men ikke mindst fordi flere oplader batterier om natten af hensyn til prisen på el, er det en rigtig god idé at have en røgalarm i det rum, hvor der oplades”, fortæller Frederik Prytz-Grønfeldt, der er analysechef i Beredskabsstyrelsen.

Annonce