Ny aftale giver 1-minutsberedskab døgnet rundt i Greve

Google Maps
Falcks brandstation i Greve. Arkivfoto.

Greve Kommune har haft kommunens brandslukning i udbud, og udbuddet blev vundet af Falck, der også i dag står for opgaven. Som led i den nye brandslukningsaftale forbedres beredskabet, så der fremover døgnet rundt vil være et 1-minutsberedskab på fire mand, der suppleres af deltidsbrandfolk ved større indsatser. Kommunen overtager samtidig selv driften af støttepunktet og ansvaret for de frivillige i beredskabet – en opgave, som Falck hidtil har stået for.

Udover brandslukningen var også to andre beredskabsopgaver i udbud, og disse opgaver blev også vundet af Falck. Falck skal således drive en ny, fælles redningsbåd med placering i Greve. Redningsbåden skal dække kommunerne Hvidovre, Brøndby, Vallensbæk, Ishøj, Solrød og Greve, og den skal bemandes med brandfolk fra 1-minutsberedskabet. Den tredje opgaver, som var i udbud, var et såkaldt kommuneabonnement, som blandt andet omfatter autohjælp til kommunens køretøjer og sikring af kommunale bygninger ved vand- og stormskader og ved indbrud.

Som led i den nye brandslukningsaftale vil der blive indsat to nye brandkøretøjer – herunder en ny autosprøjte med 5.000 l. vandtank – samt en ny, hurtig redningsbåd.

De tre aftaler ledsages hver især af en detaljeret indholdsbeskrivelse, der nøje fastslår Falcks forpligtelser til blandt andet uddannelse af mandskabet, køretøjernes kvalitet og udrykningstiden. Brandslukningsaftalen bygger på en forestående certificering af Falcks brandvæsen med interne kvalitetskrav og faste procedurer for arbejdet for løbende at forbedre kvaliteten. I samarbejdet mellem Greve Kommune og Falck indgår, at kommunen får adgang til alle relevante oplysninger fra Falcks kvalitetsrapporter.

”Beredskabet får et kvalitetsløft både hvad angår materiel og mandskab. Vi får med andre ord mest mulig sikkerhed til kommunens borgere for pengene, så det er en stor fornøjelse at underskrive papirerne”, siger borgmester i Greve Kommune, Hans Barlach.

Annonce