Rigspolitiet, Københavns Brandvæsen, Kort- & Matrikelstyrelsen og Intergraph har indgået et offentligt-privat samarbejde om udvikling af en gratis 112 App, der skal sikre hurtigere hjælp. App’en gør brug af mobiltelefonens indbyggede GPS-modtager og sender en præcis position til alarmcentralen, hvis anmelderen er usikker på adressen.
Når der er brug for politi, brandvæsen eller en ambulance, så tæller hvert sekund. Og hvis anmelderen ikke kender adressen, når der ringes 112, spildes der unødig tid. Den situation kan f.eks. opstå, hvis der er brug for hjælp under en gåtur i skoven eller under en løbetur i parken. Det kan også bare skyldes, at ”den sorte klap” går ned, når anmelderen i en stresset situation skal oplyse adressen.
90% af alle opkald til 112 sker i dag fra en mobiltelefon og over halvdelen af alle solgte mobiler, der sælges i dag, er smartphones med en indbygget GPS. Det er disse nye teknologiske muligheder, der tages i brug i 112 App’en.
”Ved brand står folk ofte i en stresset situation, når de ringer efter hjælp. 112 App’en skal derfor være nem at bruge. Det nemmeste for folk er, at App’en aktiveres og der så ringes 112. App´en vil så klare resten. Hermed skal folk blot som almindelig forebyggelse downloade App’en til deres smartphone”, siger vagtcentralchef Kim Jakobsen fra Københavns Brandvæsen.
”Geografiske informationer bruges mange steder til at effektivere arbejdsgange og skabe bedre service for borgerne. Med 112 App’en gør vi det f.eks. nemmere at ringe efter hjælp. Det er en meget konkret nytte, som vil få betydning for mange mennesker”, siger direktør Susanne Juhl, Kort- & Matrikelstyrelsen.
Den nye 112 App er ikke en erstatning for det normale opkald til 112. App’en er et supplement. ”Det vil være en meget stor hjælp for 112-alarmcentralen at få en næsten præcis stedangivelse overført samtidig med samtalen. Vi håber derfor, at alle vil downloade 112 App’en til deres smartphone, når App’en bliver klar til december”, siger Steen Herlev Larsen, leder af 112-sekretariatet.