Novo Nordisk-chef bliver direktør for brandslukning og autohjælp i Falck

Michala Fischer-Hansen og Elisabeth Milton

Indtil for få måneders siden blev Falcks brandsluknings- og autohjælpsaktiviteter ledet af Lars Vester Pedersen, der havde en fortid som redder og stationsleder i redningskorpset. BIOS-sagen kostede imidlertid Lars Vester Pedersen jobbet. Nu har Falck så fundet hans afløser, og valget er faldet på en chef fra Novo Nordisk. Samtidig har Falck ansat en ny direktør for HR.

Michala Fischer-Hansen er Falcks nye chef for forretningsområdet Falck Assistance Nordic, som primært omfatter autohjælps- og brandslukningsaktiviteterne. Hendes titel bliver Executive Vice President. Samtidig har Falck ansat Elisabeth Milton som ny Senior Vice President for Global HR.

“Jeg er glad for at kunne byde dem begge velkommen i Falck og til Executive Management. Vi har en ambitiøs kommerciel dagsorden for vores assistanceforretning, som har øget effektiviteten over de senere år. I dag står Assistance med udfordringer, der kræver gode kommercielle kompetencer, som Michala Fischer-Hansen bidrager med”, siger Jakob Riis, der er koncernchef for Falck, og tilføjer:

”Vi har også en vigtig dagsorden foran os med at skabe en model for at levere globale HR-ydelser, som fremmer effektivitet og giver sømløse løsninger af høj kvalitet til forretningen. Elisabeth Milton er en erfaren leder, som kommer med værdifuld viden fra service-industrien, hvor hun har stået i spidsen for store transformationer”.

Ny chef har ”stærk kommerciel baggrund”

Michala Fischer-Hansen kommer til Falck fra en stilling som Corporate Vice President for Global Public Affairs and Sustainability i Novo Nordisk. Hun har 20 års erfaring fra kommercielle roller i Novo Nordisk og er for nylig kommet hjem fra Australien, hvor hun var General Manager for Novo Nordisk i Oceanien.

”Jeg glæder mig til at blive en del af Falck og Executive Management og til at arbejde med Assistance-forretningen. Falck er en ikonisk virksomhed, som skaber værdi hver dag, og jeg ser meget frem til at være en del af den vigtige rejse, organisationen er på, og til at møde de nye kolleger”, siger Michala Fischer-Hansen.

Baggrund i luftfartsselskab

Elisabeth Milton kommer fra en stilling i Air Italy, hvor hun har været Vice President og en del af den øverste ledelse. Hun har en bred international erfaring med bl.a. 20 år hos SAS, hvor hun sad i en lang række ledelsesstillinger inden for kommerciel ledelse og ledte flere transformationsprocesser i komplekse organisationer.

”Jeg ser virkelig frem til at blive begynde i Falck og til den globale rolle. Falck er et stærkt brand og en virksomhed med en stolt historie. Der er stadig mange forandringer foran os, og jeg glæder mig til at være en del af denne transformation med fokus på at sætte en medarbejderdagsorden, der støtter forretningen og den kulturelle turnaround”, siger Elisabeth Milton.

Elisabeth Milton begynder i Falck den 19. august 2019, mens Michala Fischer-Hansen kommer til Falck Assistance Nordic den 1. september 2019.

Annonce