Nordvestjyske brandfolk fik Redningsberedskabsprisen

Det blev brandfolk fra Falck i Hanstholm og Thisted Brandvæsen, som fik dette års Redningsberedskabspris. Brandfolkene fik prisen for en farefuld indsats, hvor de reddede fire søfolk ud fra et skibs lastrum, efter at søfolkene havde mistet bevidstheden på grund af iltmangel. Det lykkedes at redde de tre af søfolkenes liv.

Redningsberedskabsprisen blev overrakt i Holmens Kirke i København i forbindelse med den årlige mindegudstjeneste for faldne brand- og redningsfolk. Prisoverrækkelsen blev efterfulgt af en ceremoni ved kirkens mindesten for de faldne, hvor Falcks direktør, Allan Søgaard Larsen, og formanden for Danske Beredskaber, Jarl Vagn Hansen, nedlagde en krans.

Der var to nominerede til Redningsberedskabsprisen i år – et hold af brandmænd fra Hillerød og holdet fra Nordjylland.

Hillerød-brandfolk reddede beboere fra etageejendom

Om de nominerede fra Hillerød sagde præsidenten for Beredskabsforbundet, Jan Johansen:

”I Hillerød lykkedes det at redde alle beboere i en røgfyldt etageejendom ud, inden røgen nåede at dræbe. Under helt ekstremt vanskelige vilkår, hvor adgangsveje var lukkede, og hvor I ikke kunne anvende drejestigen, fik I alligevel samtlige beboere ud i live.

I har stor ære af jeres heltemodige indsats, som fortjente at blive nomineret til Redningsberedskabsprisen 2016. Når I nu alligevel ikke får den, må I ikke tage skuffede herfra. I fortjener stor hæder. Husk – i dag er der ikke en vinder af Prisen og en taber – men i stedet to vindere.

Reddede søfolk i livsfare

Om den holdindsats, som i sidste ende fik prisen, sagde Jan Johansen:

”I Hanstholm Havn var fire søfolk ved at sætte livet til, da de arbejdede nede i lasten på et skib, der lå til kaj. Først én som blev dårlig i det iltfattige, lille lastrum og efterfølgende tre andre, der falder om og besvimer, mens de prøver at hjælpe deres kammerat.

Brandmænd fra Falck i Hanstholm og senere også deres kollegaer fra Thisted Brandvæsen begiver sig i røgdykkerhold på tre ned i bunden af skibet for at redde de fire ud af den yderst livstruende situation. Brandmændenes erfaring, deres træning og deres evne til at arbejde sammen bliver afgørende for de dødsmærkede sømænd den dag. Under store anstrengelser lykkes det for brandmændene at redde tre personer op af skibet i live. Den sidstes liv står desværre ikke til at redde”.

Redningsberedskabsprisen består af en check på 25.000 kr. Prisen uddeles hvert år på den første fredag i oktober. Prisvinderen udpeges af en komité bestående af aktører inden for redningsberedskabet herunder Falck, Danske Beredskaber, Beredskabsstyrelsen, de faglige organisationer og Sønderjysk Frivillige Brandværnsforbund.

Annonce