Nordisk samarbejde om katastrofekapaciteter

Nicolai Wammen

Hvis en katastrofe rammer, så skal de nordiske lande kunne stå sammen og hjælpe hinanden. Derfor skal der skabes fælles nordiske beredskabskapaciteter. Det var hovedpunktet på dagsordenen, da forsvarsminister Nicolai Wammen tirsdag havde sit årlige møde med de ansvarlige nordiske Haga-beredskabsministre i Oslo.

”Jeg er glad for, at vi i dag er blevet enige om, at der udvikles fællesnordiske katastrofekapaciteter. Disse kan anvendes i tilfælde af en alvorlig hændelse i et af de nordiske lande, herunder i det arktiske område, men også i forbindelse med hændelser uden for Norden”, siger Nicolai Wammen og understreger, at det er vigtigt, at det nordiske samarbejde på beredskabsområdet hele tiden udvikles.

Med den politiske aftale om redningsberedskabet 2013-2014 er der opbakning til regeringens ønske om at intensivere og videreudvikle det nordiske samarbejde på beredskabsområdet.

Drøftelserne til Haga-mødet i Oslo havde bl.a. fokus på at styrke det nordiske samarbejde gennem omkostningseffektive tiltag og nordisk solidaritet. På dagsordenen for mødet var der ligeledes drøftelser om principperne for at modtage udenlandsk assistance, såfremt et land udsættes for en større hændelse.

Danmark overtager efter Norge formandskabet for det nordiske Haga-samarbejde, og skal lede arbejdet med bl.a. at fremlægge en fælles indstilling om konkrete antal og typer af moduler/kapaciteter, der skal udvikles. Det næste ministermøde afholdes i Danmark i 2015.

Annonce